Et festfyrværkeri af en åbningsceremoni til EM
06-12-2013 12:55:12:
Af: Anna Birkbak
Læs her, hvad du kan glæde dig til at opleve, når EM skydes i gang torsdag aften.
Når EM i svømning officielt åbnes på torsdag før mesterskabets første finaleafsnit, kan du glæde dig til et stort opsat show sammensat og udviklet af Fornemmelse.dk i samarbejde med artist Christel Stjernebjerg, komponist og kapelmester Rasmus Steenberg, producer Ole Viinberg samt vokalgruppen Postyr Project.
Christel er en artist ud over det sædvanlige. Hun er nylig vinder af Copenhagen Choreographers Competition og har blandt meget andet koreograferet og medvirket i åbningen af EM i håndbold 2010. Hun var i tre år artist i Cirque du Soleil. I Herning kan du glæde dig til at se Christel i en spektakulær optræden, der er udviklet og koreograferet specielt til lejligheden af Fornemmelse.dk i samarbejde med Christel. Tjek hende ud på www.christelstjernebjerg.dk
Du kan med andre ord glæde sig til et storslået og stemningsfyldt show med fuld knald på lys, projektion og andre effekter. Al musik til EM er komponeret af Rasmus Steenberg, som også er manden bag den officielle EM-sang.
Åbningsceremonien har taget over et halvt år at få stablet på benene.
Åbningsceremonien, landepræsentationen og de officielle taler finder sted torsdag den 12. december klokken 16.00 – altså umiddelbart før EM’s første finaleafsnit som starter 16.30.
Hvis du endnu ikke har sikret dig en billet til torsdagens finaler eller de andre stævneafsnit, kan stadig nå det. Find dine billetter på www.herning2013.com