Ottesen: Fint med finale - men holdkap vægter højest
23-08-2014 18:15:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Jeanette Ottesen skal på jagt efter noget energi, inden det går løs søndag, hvor hun både skal svømme finale og dyste med på holdkap.
Selvom at Jeanette Ottesen er med i finalen i 50 m fri søndag, så er det ikke der hendes fokus ligger.
- Holdkappen vægter højst. Så det er der, jeg vil lægge noget energi, siger den 26-årige topsvømmer umiddelbart efter semifinalen, hvor hun sikrede sig en plads i finalen med tiden 24.55 og endte som samlede treer.
- Jeg synes godt, at jeg kan mærke, at jeg er lidt træt efter i går. Det er sådan lidt gamle dage. Men nu er vi jo tidligt færdig. Så en god nats søvn og ikke for meget ballade i morgen tidligt, så håber jeg, at vi kan svømme den der holdkap nemt videre, tilføjer Ottesen, der sikrede Danmarks femte guldmedalje fredag på 100 m butterfly.
Jeanette Ottesen fortæller, at hun er klar på at spise chokolade og drikke en masse kaffe, hvis det er det, der skal til for at være klar til at dyste løs på sidste konkurrencedag under EM på langbane i Berlin.
- Det er kun meget godt at have et opvarmningsløb. Det plejer at virke meget godt for mig. Det, der bekymrer mig lidt, er, at jeg bliver nødt til at svømme om morgenen. Det er trods alt 100 m og uanset, hvor langsomt man svømmer, så er det stadigvæk hårdt.
- Så jeg skal bare have så meget energi, som det er muligt af det, der er tilbage, , siger den nyklækkede Europamester, der også vandt sølv på 50 m butterfly tirsdag.
Pernille Blume var også i aktion på 50 m fri lørdag sen eftermiddag, men med tiden 25.12, var NTC-svømmeren hele 9/100-dele langsommere end i indledende afsnit og endte som samlede nummer 10 efter semifinalen, hvilket desværre ikke var nok til en plads i finalen.
Blume kommer dog i aktion igen søndag sammen med Ottesen, Mie Ø. Nielsen og Rikke Møller Pedersen på 4x100 m medley.
Indledende heat på holdkappen løber af stablen klokken 10:09 søndag, mens finalen i 50 m fri starter klokken 16:02.
SvømmeSport håber, at Jeanette finder energi til begge discipliner.
Læs også ”Pernille Blume og Jeanette Ottesen videre i 50 m fri uden de store forventninger” og se interviewet med Mie Ø. Nielsen, efter at hun vandt bonze på 50 m ryg, her.