Jeanette tredjebedst på 50 m fri: Bronze er bonus
24-08-2014 16:20:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Med tiden 24.53 formåede Jeanette Ottesen at sikre Danmarks ottende stykke metal ved EM på langbane i Berlin søndag eftermiddag.
Hun svømmede 2/100-dele hurtigere, end hun gjorde i semifinalen og formåede dermed at vinde bronze på 50 m fri med tiden 24.53.
Selv kalder Jeanette det en bonus, som hun tager gladligt imod, selvom at hendes fokus dog mere er målrettet finalen i 4x100 m medley, som hun skal svømme kun halvanden time efter.
- Det var fint. Det var jo bare en bonus. Jeg har ikke tænkt så meget over det, fordi jeg har meget holdkappen i hovedet. Så det er bare en god bonus, siger en storsmilende Ottesen umiddelbart efter finalen.
- Jeg gjorde selvfølgelig, hvad jeg kunne. Det gør jeg hver gang, at jeg er i vandet. Men det var uden nogen emotion (indlevelse, red.). Jeg var heller ikke nervøs inden start. Det var bare chill, tilføjer den 26-årige landsholdssvømmer, inden hun haster videre for at blive klar til premieoverrækkelse og finale i holdkappen.
Jeanette Ottesen, der allerede har vundet sølv på 50 m butterfly og guld på 100 m butterfly, kan dermed glæde sig over sin tredje EM-medalje, som også er Danmarks ottende.
Om det så lykkes hende at bidrage til en niende sammen med Rikke Møller Pedersen, Pernille Blume og Mie Ø. Nielsen på 4x100 m medley, finder vi ud af lige om snart.
Vi på SvømmeSport krydser i hvert fald fingre og håber, at der er mere tilbage i tanken hos Ottesen.
Læs også ”Ottesen: Fint med finale – men holdkap vægter højest” og "SvømmeDanmarks medleypiger: Vi vil slutte godt af"