Ottesen: EM var noget af en rutsjebanetur
25-08-2014 17:30:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Europamesterskaberne i Berlin bød på både op- og nedture, vurderer den nyklækkede europæiske mester.
Det startede med en diskvalifikation på 4x100 m fri og endte med triumf og Europarekord på 4x100 m medley.
EM på langbane 2014, som fandt sted i Berlin den forgangne uge, var en turbulent omgang for rutinerede landsholdssvømmer Jeanette Ottesen. Hun udtaler mandag til SvømmeSport, da hun ankommer til Kastrup Lufthavn sammen med resten af landsholdet, at hun altid vil huske mesterskabet i det tyske for dets op- og nedture.
- Det har været noget af en rutsjebanetur. Vi starter ekstremt dårligt ud med en diskvalifikation på 4x100 m fri på første konkurrencedag, som, jeg bare syntes, ødelagde så meget for mig i flere dage, siger Ottesen og tilføjer:
- Jeg har virkelig mit hjerte med i det her, og så tærer det bare på én, når sådan noget sker Men jeg fik rejst mig, og så slutter vi af med den her guldmedalje på holdmedley’en, hvilket var skide godt.
Foruden en medalje af den ædleste form for metal på mesterskabets sidste konkurrencedag, formåede Jeanette Ottesen at høste hele tre individuelle medaljer – én af hver slags: først sølv på 50 m butterfly, dernæst guld på 100 meteren og sidst bronze på 50 m fri.
Og netop guldet på dobbeltturen i langbassinet er også noget, der vil stå klart i erindringen for den 26-årige topatlet.
- Jeg tror, at jeg vil huske det her EM for min 100 m butterfly, fordi det var simpelthen bare et rigtig godt løb. Det var godt svømmet af mig – ikke kun i forhold til tiden, og fordi jeg vandt, men også fordi jeg fik gjort det ting, jeg havde arbejdet med i år.
- Så det gik op i en højere enhed for mig i det løb, siger den nykårede Europamester.
Ottesen formåede at sikre sig guldet på 100 m butterfly kun 1/100-dele af et sekund foran Sveriges storsvømmende Sarah Sjöström, som hun tidligere på ugen måtte vige førstepladsen for på 50 m butterfly.
Og bronzemedaljen på 50 m fri var en simpel bonus for den danske landsholdssvømmer. Hendes fokus havde nemlig primært været på finalen i 4x100 m medley, som skulle svømmes blot halvanden time efter.
- Jeg kunne godt mærke på medley’en, at jeg allerede havde været i gang én gang, for jeg var lidt træt. Jeg havde ikke tid til afsvømning imellem løbene, så jeg sad bare og ventede, mens syren forblev i min krop. Den gad ikke rigtig forlade mig. Og det er altid hårdt og bestemt ikke det mest optimale.
- Men jeg prøvede bare at lade være med at tænke over det, og det gik jo alligevel, siger en storsmilende Jeanette Ottesen, der altså vendte hjem med hele fire stykke metal og dermed bidrog med knap halvdelen af Danmarks historisk samlede medaljehøst på hele ni styk.
Læs også "Første danske EM-medalje er i hus: Ottesen vinder sølv", "2 x guld til Danmark også fredag aften ved EM på langbane i Berlin" og ”EM: Danmark diskvalificeres og mister guldet” samt ”Jeanette tredjebedst på 50 m fri: Bronze er bonus”