Julie Aglund Lauridsen: Lettet over kvalifikation til VM Kortbane
25-10-2014 10:00:00:
Af: Mette F. Pedersen
I går svømmede Julie Aglund Lauridsen (NTC/Sigma) sig under VKM kravtiden i 400 medley ved de Østdanske Kortbanemesterskaber i Kastrup Svømmehal.
Fredag aften svømmede Julie Aglund Lauridsen (NTC/Sigma) 0.11 sekund under kravtiden til VKM i 400 medley i tiden 4.38.90.
Julie havde kort tid forinden været i vandet for at svømme 400 fri, hvor hendes tid blev noteret til 4.06.73 - kun 0.62 sekund over kravet. I første forsøg lykkedes det hende derfor ikke at svømme sig med på VM-holdet.
Heldigvis var Julie ikke sådan at slå ud. Hun svømmede en flot 400 medley og skal nu repræsentere Danmark ved Verdensmesterskaberne på kortbane i Doha d. 3-7 december 2014.
Foto: Patrick B. Kraemer
SvømmeSport har talt med Julie om den ekstremt spændende aften i Kastrup. Hvor et indledende afsnit blev ret så afgørende for hende.
"Jeg er super glad og ekstremt lettet over endelig at tage kravtiden. Jeg var jo under sidste år til DKM på 400 medley, men der var det jo desværre for tidligt at tage den. Siden da har jeg været få marginaler fra kravet hver gang, så det var en kæmpe forløsning endelig at få den - også oven i købet med en 400 fri i armene.
Det var virkelig en overvældende følelse. Det er sådan nogen øjeblikke, som er det bedste ved svømning, når al den tid man har lagt i træningen bærer frugt" fortæller Julie til SvømmeSport.
Julie skal søndag aften i vandet igen for at svømme 800fri. Her håber hun på en ligeså god dag som i går.
Find alle resultater fra Østdanske Kortbanemesterskaber HER
Find alle resultater fra Vestdanske Kortbanemesterskaber HER
Hjertelig tillykke fra SvømmeSport