Thomas Stub ser frem til ISM 2015 i Berlin!
04-02-2015 22:00:00:
Af: Mette F. Pedersen
Thomas Stub, Talentansvarlig i Dansk Svømmeunion, ser frem til ISM i Berlin. Han har udtaget en årgangstrup på 15 svømmere, som skal dyste ved invitationsstævnet den sidste weekend i februar.
På baggrund af opnåede resultater ved DÅM kortbane gruppe 1 i januar måned 2015, har Talentudvikler, Thomas Stub, udtaget en gruppe svømmere til deltagelse i International Swim Meeting 2015 (ISM 2015) i Berlin i perioden fra d. 27. februar til 1. marts.
Den gruppe, der er blevet udtaget til ISM 2015 består udelukkende af svømmere, der har vundet et eller flere af de 26 individuelle løb ved DÅM kortbane gruppe 1 i januar 2015.
De følgende årgangssvømmere er:
Sofie Louise Nimb - Gentofte Svømmeklub
Amalie Søby Mortensen - Herning Svømmeklub
Mathilde Hager - Hovedstadens Svømmeklub
Camille Erichsen - Sigma Swim Birkerød
Thea Blomsterberg - Sigma Swim Birkerød
Laura Findahl Andersen - Svømmeklubben Kvik Kastrup
Regitze Gaard - Svømmeklubben Kvik Kastrup
Sofie Hansen - Svømmeklubben Kvik Kastrup
Louise Bach Andersen - Aalborg Svømmeklub
Mikkel Gadgaard - Esbjerg Svømmeklub
Magnus B. Høgild - Herning Svømmeklub
Andreas Kaas Elmgreen - Lyngby Svømmeklub
Mikkel-Emil Rosenbom - Lyngby Svømmeklub
Sebastian Tullberg - Sigma Swim Birkerød
Johan Bragason - Vallensbæk IF Af 1939 / VAT-CPH
SvømmeSport har talt med Thomas Stub om udtagelserne til ISM og hans forventninger til turen.
Hvordan er truppen blevet udtaget?
Det er vinderne af de individuelle løb til DÅM grp. 1, der er blevet udtaget til ISM Berlin. Det er en model jeg har valgt at prøve af i den lidt særlige situation vi er i med udskiftning af en del personer i SVØM’s sportsafdeling, da disse udtagelseskriterier var ret nemt håndterbare. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for at udtagelser skal foregå på samme måde i fremtiden. Jeg er ikke i tvivl om at det er en rigtig god gruppe svømmere jeg skal have med til Berlin, og jeg glæder mig til at lære dem lidt bedre at kende og arbejde sammen med dem og deres trænere.
Hvad er formålet med at deltagelsen ved ISM 2015?
Formålet med at deltage i ISM Berlin er at give svømmerne international erfaring og at give dem mulighed for at konkurrere imod svømmere som de ikke kender og som også har et højt niveau. Desuden får svømmerne et tidligt langbanestævne i forberedelserne frem imod DÅM grp. 1 på langbane og de Nordiske årgangsmesterskaber til Jönkoping, Sverige til sommer. Derudover er det klart at det også giver mig muligheden for at lære svømmerne at kende og dermed få lidt kendskab til nogle af de svømmere, der kunne ende med at repræsentere Danmark til de Nordiske årgangsmesterskaber.
Hvilke forventninger har du til stævnet?
Jeg forventer, at vi får god konkurrence i Berlin, men også at alle de danske svømmere vil være i stand til at blande sig i finalerne og nogle måske også i medaljerne.
Jeg forventer også, at svømmerne er topmotiverede og sultne efter at vise hvad de kan og derfor også leverer deres bedste svømning.
SvømmeSport ønsker årgangstruppen en rigtig god rejse samt et godt stævne.