”EJM giver masser af læring og erfaring”
09-06-2015 17:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
17-årige Philip Ravnsholt Greve, Farum Svømmeklub er endnu en af de dygtige svømmere, der er udtaget til Europæiske Junior Mesterskaber. Her fortæller han lidt om, hvad den egentlige drøm er, og hvordan disse mesterskaber giver masser af erfaring.
Unge og talentfulde Philip Ravnsholt Greve klarede til Danish Open i marts måned kravtiden til EJM i 50 bryst i tiden 28.72. En stor personlig rekord blev sat her, og igen cirka to måneder efter til Bergen Swim Festival, blev endnu en personlig rekord svømmet hjem – nu er tiden helt nede på 28,53.
Philip er som resten af holdet utrolig glad for at være blevet udtaget til EJM-holdet.
- Jeg er rigtig glad for at være en del af EJM-holdet, specielt i år, hvor det bliver en del af European Games. Jeg havde ikke før Danish Open regnet med at komme med, men håbede selvfølgelig på det, og jeg vidste bestemt, at det var realistisk, fortæller Philip.
Siden Danish Open har træningen været meget fokuseret på detaljen, for at blive endnu bedre.
- Jeg har haft meget fokus på min startfase lige siden Danish Open. Det er derfor vigtigt for mig, at den forbedres både i crawl og bryst. I bryst arbejder jeg med den kraftfulde fremføring i armtaget. Derudover er der stor fokus på hofternes og benenes position, samt pullout i bryst.
Der arbejdes motiveret og målrettet op til EJM, som er et mesterskab Philip ser som et led i en større plan. Han har nemlig store planer. Mesterskaber som disse er fede og lærerige at være med i og giver masser af erfaring.
- I år har Trials for mig været et prøveår og som led i en større plan. Det giver en masse læring og erfaring inden for det at kvalificere sig til internationale mesterskaber, fortsætter Philip.
Selv om træningen i hverdagen ikke har ændret sig så meget op til EJM, arbejdes der altid hårdt for at nå det store og egentlige mål – OL.
- Der er ikke lavet specielt meget om i min træning, ment på den måde, at jeg nok ville svømme det samme, som hvis ikke jeg havde kvalificeret mig. EJM er for mig ikke et slutmål, men et step på vejen mod en meget større drøm, der involverer 5 ringe i forskellige farver, slutter Philip kækt af.
Europæiske Junior Mesterskaber 2015 løber af stablen i Baku i perioden 23. – 27. juni under European Games, hvor man kan følge Philip og de 12 andre dygtige deltagere, der har opnået en kravtid og er blevet udtaget til holdet.







