Julie Jensen svømmer flot bronzemedalje hjem til Danmark
26-06-2015 17:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Det blev til endnu en bronzemedalje under aftenens finaler i Baku. Denne gang var det Julie Jensens tur.
Julie Jensen (JGI/A6) svømmede sig i 50 fri semifinalerne i eftermiddags op på en flot samlet 3. plads i tiden 0:25.58 og gik dermed videre til aftenens finale.
Til finalen brillerede Julie og svømmede en flot bronzemedalje hjem i tiden 0:25.41, hvilket også betød, at Julie kan skrive en endnu hurtigere tid på juniorrekorden, som allerede blev svømmet hjem under de indledende heats.
Det var også en meget tilfreds Julie, der umiddelbart efter løbet udtalte sig til TV2 Sport.
- Det er det største jeg nogensinde har prøvet, fortalte en meget glad bronzevinder.
I drengenes 100 bryst semifinale gik Tobias Bjerg (AGF) endnu engang under både senior- og juniorrekorden på 1:02.41 og 1:02.76 i tiden 1:02.39 og svømmede sig dermed i finalen som samlet nr. 6.
Finalen i 100 bryst svømmes efter planen i morgen lørdag kl. 14.56.
Philip Greve (Farum Svømmeklub) svømmede tiden 1:03.34, som var en smule hurtigere end den indledende tid på 1:03.57, men dog stadig ikke nok til en finaleplads. Philip endte på en samlet 11. plads.
Det blev til en samlet 14. plads for Victoria Bierre (Herlev Svømning) i 100 ryg, da hun svømmede tiden 1:04.65 i semifinalen, og hun gik dermed ikke videre til finalen.
Dog blev hendes tid på 1:04.85 fra de indledende heats forbedret med 0.20 sek.
For Josefine Pedersens vedkommende blev det til en omsvømning i 100 bryst, da hun i semifinalen svømmede samme tid som Tyrkiets Gulsen Beste Samanci, nemlig 1:11.72, og de endte derfor med en delt samlet 8. plads. Det vides endnu ikke, hvornår omsvømningen finder sted.
SvømmeSport følger også stævnets sidste dag i morgen lørdag og opdaterer resultater og tidsplan i løbet af dagen.
Følg også danskerne under stævnet på European Games’ officielle hjemmeside.
Vi glæder os til at følge de dygtige svømmere igen i morgen!







