Der blev udvist højt niveau under DÅM gruppe 1
30-06-2015 20:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Det var en meget tilfreds klubtræner, Kim Lie, fra Kvik Kastrup, der her til aften udtalte sig om det netop overståede DÅM gr. 1.
Danske Årgangsmesterskaber gr. 1 på langbane er her til aften svømmet færdig i Universitetshallen i Odense, og det var med meget højt niveau fra alle deltagerne ifølge Kvik Kastrups klubtræner Kim Lie.
- Det er et stævne, hvor der er blevet svømmet rigtig hurtigt, udtaler Kim. Det er bestemt en stor og bred talentmasse, som Danmark har i øjeblikket.
Der skulle på baggrund af dette årgangsmesterskab findes i alt 32 svømmere til De Nordiske Årgangsmesterskaber, der løber af stablen den 11. – 12. juli i Jönköping, Sverige, og de 24 af dem blev også fundet. Kvik Kastrups klubtræner er ikke i tvivl om, at der nok skal blive fundet et stærkt hold på 32 svømmere til det kommende mesterskab.
- Det viser et højt niveau på årgangssiden, at der er 24 svømmere, som klarer de opsatte krav til De Nordiske Årgangsmesterskaber, netop det at komme i top to og klare en kravtid, fortæller Kim. Og så er der så svømmere, der efterfølgende bliver udtaget, så jeg tror, at vi får 32 svømmere med, som alle klarer kravtiderne.
Det er helt sikkert en tilfreds klubtræner, der rejser hjem mod Kastrup her til aften, der sammen med resten af Kvik Kastrups trænerteam har opfyldt målsætningen om, at fire dygtige svømmere fra netop deres klub skulle opnå de opstillede krav til det kommende NÅM.
- Jeg havde et håb om, at vi kunne få kvalificeret fire svømmere, og de fire klarede så også kravene, udtaler Kim. Jeg synes, at vi her i trænerteamet har opfyldt vores forventninger og målsætning.
Udover de opnåede kravtider til NÅM, blev der også svømmet en del medaljer hjem til Kvik Kastrup – selvom Kim Lie gerne så, at der var kommet et par stykker mere.
- Vi havde gerne set, at der var kommet et par stykker mere. Vores målsætning hjemmefra var 15 medaljer, men vi har lavet nogle prioriteringer undervejs, for at svømmerne skulle være helt friske og kunne svømme rigtig hurtigt i nogle andre løb under finaleafsnittene, så vi har nok meldt fra på en 2-3 stykker, hvor vi havde medaljepotentiale, uddyber Kim. Så det blev til 13 medaljer, som jeg er fuldt ud tilfreds med.
Kim Lie slutter af med at sende en ros afsted til Sigma Swim:
- Nærmest som sædvanligt sidder den spot-on med deres (Sigmas red.) topning, og de har et super godt mesterskab, hvor de gør sig gældende både på pige- og drengesiden, slutter klubtræneren Kim Lie af.
Holdet på de 32 svømmere til De Nordiske Årgangsmesterskaber bliver i løbet af de kommende dage offentliggjort her på siden.