”Svømmerne kan være rigtig stolte af deres indsats”
01-07-2015 16:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Talentansvarlige Thomas Stub, der i dag er landet i lufthavnen hjemme i Danmark sammen med resten af EJM holdet, er en meget tilfreds mand.
I lørdags blev sidste afdeling af Europæiske Juniormesterskaber svømmet i Baku, og det var med 3 bronzemedaljer og flere senior- og juniorrekorder til den danske lejr.
I dag kunne svømmerne og trænerstaben så vende snuden hjemad, og det var en glad talentansvarlig, som SvømmeSport fik sig en snak med på deres tur hjem.
- Det er gået rigtig godt, og svømmerne kan være rigtige stolte af deres indsats, fortæller Thomas. Vi har præsteret det, som vi kunne, og der er en masse ting, vi kan gå hjem og være tilfredse med.
Og selvom både Julie Kepp Jensen (JGI/A6) og Tobias Bjerg (AGF) fik henholdsvis en og to bronzemedaljer med hjem i baggagen, er det ikke det, der har været fokus på op til stævnet.
- I virkeligheden havde vi ikke gjort os så mange overvejelser omkring medaljerne. Det der har været vigtigt, har været at komme derned og prøve at håndtere alle de stressfaktorer, der har været, som f.eks. pressen, og samtidig sørge for at præstere. Kan man gøre det, så kan det godt være, at man er i position til at hente en medalje, men det er ikke det, der har været fokus, uddyber Thomas. Det at vi så tager de medaljer, er jo egentlig bare et bevis på, at netop de ting lykkedes.
Thomas Stub er afgjort meget tilfreds og stolt over svømmernes præstationer og synes, at de har præsteret rigtig godt.
- Som jeg har sagt til svømmerne, så kan de alle sammen tage hjem og være rigtig stolte over det, de har leveret, udtaler Thomas. Nu gælder det om at holde noget sommerferie og sætte sig nogle nye mål.
For når DM på Bellahøj Svømmestadion starter på lørdag, er det med bevidstheden om, at topningen netop kom under EJM.
- Jeg håber, at svømmerne går ud og hygger sig med at svømme og hygger sig med deres klubber. Men jeg er da overbevist om, at for mange af svømmerne her, betyder det ikke så meget.
Thomas Stub slutter af med en kommentar til stævnet, svømmerne og trænerne, som i den grad giver udtryk for, at det er en tilfreds talentansvarlig, der har været med til at følge de unge svømmere i Baku.
- Det har været et rigtig stærkt team, der har været af sted – og det gælder også de trænere, der har været udtaget til at hjælpe med at løse opgaverne for svømmerne. Det har fungeret rigtig godt med en gruppe, der har støttet hinanden en hel masse, slutter Thomas Stub glad af.
Du kan se videoen med de to medaljevindere, Julie og Tobias, på SvømmeSports forside.







