Imponerende deltagerantal og god stemning ved DM i bassinlivredning
02-04-2016 21:12:58:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
I dag blev DM i bassinlivredning afviklet på Bellahøj Svømmestadion, og det var med overraskende stor tilslutning med over 700 starter. Katrine Zink Leth-Espensen fortæller her lidt om dagen.
Det var en træt Katrine Zinck Leth-Espensen (Klampenborg SLSC), som SvømmeSport fik fat i umiddelbart efter, at DM i bassinlivredning var overstået her til aften, men der kom alligevel et par glade kommentarer med på vejen efter dagens konkurrencer.
Katrine stillede ved dagens DM selv op i to individuelle discipliner, nemlig 100 m bjærgning med redningstorpedo og 50 m bjærgning af dukke, samt fire holdkapper med holdet fra Klampenborg: 4x25 m bjærgning af dukke, 4x50 meter forhindringstorpedo, 4x50 m forhindringsholdkap og 4x50 meter bjærgningsmedley og linekast. Derudover fungerede hun som stævneleder, så der var nok at se til. Ikke desto mindre, syntes hun, at det var en fornøjelse at være med, og stævnet var forløbet rigtig fint.
- Jeg synes faktisk, at det er gået overraskende godt, fortæller Katrine. Der var over 700 starter, og det har vi aldrig nogensinde haft før. Det var over dobbelt så mange, som vi havde sidste år, og det overraskede mig meget, da jeg så startlisten!
- Jeg var meget spændt på det, da livredning jo er rigtig underholdende og spændende at svømme, men ulempen er, at der er rigtig meget udstyr, der også skal være styr på og lægges klar til stævnet, så det er spændende at se, om man kan nå det hele, fortæller hun videre. Men det lykkedes faktisk overraskende godt med rigtig god opbakning fra hjælpere og officials.
Da Katrine bliver spurgt ind til dagens præstationer, både personlige og generelle, fortæller hun følgende om sine egne præstationer:
- Personligt havde jeg ikke så høje forventninger, og jeg har heller ikke svømmet op til, hvad jeg har tidligere, men det gik fint, udtaler hun og fortæller videre om de generelle præstationer:
- Nu lagde jeg jo mærke til nogle af de andre fra landsholdet, og de har ikke svømmet op til deres pers, men jeg synes alligevel, at folk generelt har svømmet rigtig godt.
I den forbindelse kan det nemlig nævnes, at Nikolaj Kirketerp svømmede sig til en VM-kravtid i 50 m bjærgning i tiden 31.82, mens Ronnie Dalsgaard hev en kravtid hjem i 100 m bjærgning med finner i tiden 48.90, mens han var meget tæt på kravtiden i 100 m bjærgning med torpedo med tiden 56.75.
Mange tak til Katrine for kommentarerne til dagens DM i bassinlivredning.
De resterende resultater fra konkurrencerne er desværre ikke blevet færdiggjort og offentliggjort endnu, men så snart de bliver klar i løbet af de kommende dage, vil man selvfølgelig kunne finde dem her på siden, hvor vi forhåbentlig også får en kommentar med fra cheftræner Lila Sabbaghian Rad.
Du kan også smutte forbi Facebook-siden Livredningssport Danmark eller begivenheden DM i bassinlivredning 2016, hvor du kan finde et par billeder fra dagen, og hvor resultatlisterne tilmed vil blive offentliggjort.