OL-drømmen lever stadig
16-05-2016 13:46:20:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Finalen venter i aften for pigerne i 4x100 fri-holdkappen efter et godt løb her til formiddag ved EM, hvor OL-kvalifikationen stadig er en mulighed.
EM's første indledende afsnit er netop svømmet færdig, og det blev en rigtig god start for danskerne.
Udover Jeanette Ottesens (Vejle Svømmeklub Triton/NTC ) og Emilie Beckmanns (Tune IF/GTI/NTC) plads i 50 fly-semifinalen i aften, viste også Søren Dahl (Herlev Swim/USA) og holdkap-pigerne styrke i bassinet.
Søren Dahl svømmede et rigtig godt indledende heat i 50 fly med tiden 24.17, hvilket sendte ham videre til aftenens semifinale som samlet nummer 14. En rigtig positiv overraskelse fra Søren, der med sin tid var 24/100 fra sin PR, som blev sat ved Danish Open sidste måned.
Også holdkap-pigerne præsterede flot ved dagens indledende heat, hvor mulighederne for en OL-kvalifikation stadig er store.
Mie Ø. Nielsen lagde først ud og svømmede en rigtig god tid på 54.47, hvilket er en stor PR, der siden 2012 har lydt på 55.10.
Herefter sprang Julie Kepp Jensen (JGI/A69) i vandet efterfulgt af Sarah Bro (Gentofte Svømmeklub/NTC), og til sidst kunne Pernille Blume (Gladsaxe Swim/NTC) tage turen.
Den samlede tid for de fire piger lød på 3:39.38, og de gik dermed videre til aftenens finale som samlet nummer 3.
Samtidig er drømmen om en OL-kvalifikation for 4x100 fri for damer i den grad i live, men som bekendt kan vi ikke sige noget om dette før den 1. juni, hvor de gerne skal placere sig i top 16. på verdensranglisten.
Vi krydser fingre for pigerne i aftenens finale!
Du kan følge Jeanette Ottesen, Emilie Beckmann og Søren Dahl i deres 50 fly-semifinale samt 4x100 fri holdkap pigerne i deres finale i aften fra kl. 19.00.
Der bliver sendt direkte fra TV2 Sport og TV2 Play, og på den officielle hjemmeside kan du finde livestreamning og resultater fra dagen.