Rikke Møller Pedersen videre som tredjehurtigst på 200 brystsvømning
19-05-2016 11:45:00:
Af: Anna Birkbak
Holbæk-svømmeren er videre til aftenens semifinale som tredjehurtigst i tiden 2.25.90.
I morgenens første løb, 200 brystsvømning for damer, var Rikke Møller Pedersen (Holbæk Svømmeklub) tredjehurtigst og dermed sikkert videre til aftenens semfinale.
Rikke lægger sig tæt bag de to briter, Molly Renshaw og Chloe Tutton, der svømmer hhv. 2.24.70 og 2.25.79.
Vi kan altså glæde os til en dansk semifinale i aften, som temmelig sikkert også kaster en finale af sig. Rikke ser ubesværet ud, og hun udtaler til TV 2 Sport umiddelbart efter:
- Jeg lå godt i vandet, jeg synes jeg lå ovenpå det i stedet for i det. Så nu er jeg kommet nærmere ind på, hvad jeg ville her til morgen.
Om den mere tekniske del af løbet fortæller Rikke:
- Jeg har jo det lange glid, og når jeg glider så langt, så får jeg ikke så mange vejrtrækningner, som de andre. Derfor er der fokus på at puste luften aktivt ud, især når jeg skal sætte farten op, sådan at jeg sørger for at have luft nok. Jeg synes dog, at mine hænder rystede, men det var altså meningen, at de skulle være afslappede, griner Rikke og fortsætter:
- Jeg vil gerne prøve at gøre de første 100 meter gode i aften. Fundamentet bliver vejrtrækningen og en mere afslappet tilgang. Så kan jeg skubbe mere på de sidste 100 meter. Det handler ikke om at sætte frekvensen op, jeg er ikke en frekvenssvømmer, så hvis jeg prøver det, svømmer jeg egentlig imod min stykre. Så jeg må tro på, at jeg lægger power i det, og blive i det, jeg laver. Hvis jeg pisker derudaf, så falder jeg over mig selv, slutter Rikke af.
Rikke Møller Pedersen svømmer semifinale kl 20.21 dansk tid i aften!
Umiddelbart herefter svømmede Søren Dahl (Herlev Svømning/USA) et fint løb på 100 fri, hvor han slutter samlet som nr. 55 i tiden 50.55, en tid der ligger tæt på hans bedste i 50.28 sat ved Danish Open.
Efter løbet fortæller Søren til TV 2:
- Det var meget godt, det er den andenhurtigste tid, jeg nogensinde har svømmet. Men jeg svømmer jo også mest 100 fri i forhold til i morgen, hvor jeg svømmer 100 fly. Så det er mere for at komme i, i stedet for at have fire dage uden at lave noget. Jeg fik mulighed for at race i dag, så det ikke føles underligt i morgen.
I forhold til forhåbningerne i morgen, så er der ikke så meget tvivl:
- Det vil være fantastisk med 52.3 på 100 fly, hvilket er kravet til OL. Nu må vi se, slutter Søren af.
Se alle resultater på mesterskabernes hjemmeside.
Rikke Møller Pedersen, foto: Patrick Kraemer.
Søren Dahl, foto: Patrick Kraemer.