Begge 100 butterfly-piger videre til semifinalen
19-05-2016 12:15:00:
Af: Anna Birkbak
To gode danske præstationer i formiddagens 100 butterfly betyder semifinalepladser til både Jeanette Ottesen og Emilie Beckmann.
Ikke overraskende svømmede Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC) sig her til morgen videre til semifinalen på 100 butterfly.
Med tiden 57.86 leverer hun et godt morgenløb, og det er kun svenske Sarah Sjöström, der svømmer hurtigere i 57.20. Med videre som nr. 3 er italienske Ilaria Bianchi i 58.34.
Efter løbet siger Jeanette til TV 2 Sport:
Det var en okay tid, mit indslag var måske lidt årgangssvømmer-agtigt, men jeg kom igennem fint. Her til morgen var der ikke så meget fokus på teknikken, bare at få et godt morgenløb. Så jeg har en god fornemmelse nu, jeg kunne godt fornemme at jeg er lidt rusten, så jeg skal lige i gang. Jeg glæder mig til i aften, slutter hun af.
Med videre i semifinalen er også Tune IF/GTI/NTC-svømmer Emilie Beckmann, der som bekendt jagter en skarp OL-kravtid på distancen. Emilie slutter samlet 12'er i hurtige 59.26, blot 13/100 fra hendes bedste tid. TV 2 Sport fangede også Tune-svømmeren efter løbet:
- Jeg var overrasket over at svømme 59.2, det er ret hurtigt i forhold til, hvad jeg plejer. Det var en god hjemtur, jeg gik lidt død til sidst, men det plejer jeg jo også. Så alt var, som det plejede, egentlig! Det var sindssygt godt at komme igang, det var et "comfortable" løb jeg havde, så det er fedt, fortæller Emilie.
På spørgsmålet om OL-kravet, der lyder 58.65, er hun lidt tilbageholdende:
- Jeg prøver at lade være med at tænke på det, for ellers bliver jeg krampagtig i min svømning. Så i aften prøver jeg at lægge alle forventinger væk. Nu skal jeg op og tale med min træner, så må vi se, hvor jeg kan trykke mere på. Men jeg skal gøre mit bedste i aften!
Pigerne svømmer semifinale i aften kl. 19.30 dansk tid.
Se alle resultater på mesterskabernes hjemmeside.
Jeanette Ottesen, foto: Patrick Kraemer.
Emilie Beckmann, foto: Patrick Kraemer.