Stefan Hansen er klar til nye udfordringer i Berlin
03-03-2017 17:45:00:
Af: Johanne Tolstrup
Læs her et spændende interview med Stefan Hansen om forventningerne til en cheftrænerstilling ved et tysk træningscenter og om nye udfordringer i udlandet.
Som tidligere annonceret har den tidligere NTC- og Gladsaxe-træner Stefan Hansen valgt at rykke teltpælene op og sætte kursen mod udlandet. Da Stefan Hansen skulle tage det næste skridt i sin trænerkarriere, faldt valget på Tyskland, da en spændende jobmulighed bød sig til i den tyske hovedstad Berlin. Fra d. 1. marts skal Stefan fungerer som cheftræner i på et nationalt træningscenter i Berlin ved Olympiastützpunkt, hvor nogle af Tysklands bedste svømmere er tilknyttet.
Det er med et smil på læben, at Stefan forlader Danmark efter mange gode år i dansk svømning, som en anerkendt og dygtig træner, der så sent som ved Dansk Svømme Award d. 1. februar blev hyldet og modtog prisen som Årets træner, hvilket gjorde et stort indtryk på den tidligere NTC- og Gladsaxe-træner:
- Det er naturligvis altid dejligt at blive anerkendt af sine kollegaer og specielt oven på et for mig meget specielt år, hvor mange ting gik op i en højere enhed. Tak til alle jer som har stemt på mig i år, det er selvfølgelig lidt ekstra specielt at vinde årets træner netop det år, hvor jeg samtidigt skal starte i nyt job i Tyskland, fortæller Stefan og fortsætter:
- Jeg er stolt af det, jeg har været med til at opnå. Samtidigt skal NTC- og GSC-svømmerne have stor ros, for at tro på det vi har lavet og dermed gjort det muligt at opnå gode resultater. Det har været fantastisk at træne begge grupper og jeg glæder mig til at følge med i dansk svømning, lidt fra sidelinjen nogle år.
Som nævnt bliver Stefan den ansvarlige træner for mange dygtige svømmere i den tyske hovedstad og om hvad det nye job helt præcist indebærer fortæller Stefan:
- Jeg bliver cheftræner på det center der ligger i Berlin, det indebærer at jeg kommer til sammen med to andre skal træne de bedste svømmere i Berlin. Derudover skal jeg i samarbejde med de trænere, som står for talentudviklingen sørge for, at de unge svømmere bliver trænet mere målrettet mod at kunne blive optaget på centeret på sigt.
- Lige nu svømmer der 12 svømmere på centeret, hvoraf de to var med til OL i Rio og træningen kommer hovedsageligt til at foregå i den svømmehal, som ligger ved Olympiastützpunkt. Det er en meget god facilitet, hvor der er mulighed for både lang og kortbane træning. Der er styrkelokale, kontorer og ikke mindst en svømmerande, alt i alt en meget fin facilitet. Derudover kan vi træne i Berlins øvrige langbane haller, så der er rig mulighed for at træne.
- Derudover kommer jeg til at skulle samarbejde med et team af eksperter tilsvarende de eksperter som Team Danmark stiller til rådighed for Dansk svømmeunion.
For godt og vel en uge siden flyttede Stefan alene til Berlin for at kunne påbegynde arbejdet med svømmerne Tyskland og inden længe får han følgeskab af sin familie:
- Jeg flyttede til Berlin d. 27.2. Jeg har fået mig et lille værelse, som ligger i forbindelse med det center, jeg skal arbejde på, så det er dejligt overskueligt - det tager 2 minutter at gå til poolen. Min familie bliver i København indtil juli måned, så min datter, Malia, kan få lov til at gøre 0. Klasse færdig inden de flytter til Berlin, hvor hun så skal starte i skole i første klasse. Så vi flytter lidt i etaper og jeg skal ud og bruge lidt tid på at finde en lejlighed, som hele familien kan bo i, fortæller Stefan.
Knyttet til det nye internationale trænerjob følger helt naturligt en masse nye og spændende udfordringer og det er er meget optimistisk Stefan Hansen, der fortæller følgende om, hvad han ser frem til i forbindelse med det nye job:
- Jeg ser rigtig meget frem til udfordringen i at skulle klare mig i et fremmed land, med en anden kultur en givevis en anden måde at kører tingene på. Der udover synes jeg naturligvis det er spændende at Tyskland hungere efter noget succes og det håber og tror jeg at jeg kan være med til at skabe i samarbejde med trænere, svømmere, eksperter osv., fortæller Stefan og uddyber:
- Det har lige siden jeg startede som træner, været et mål for at kunne få et godt job i udlandet og det er nu lykkedes, så nu er det op til mig at bevise at jeg kan skabe resultater. Jeg er sikker på, det kommer til at give mig masser af ny viden og erfaring, hvilket kommer til at udvikle mig som menneske og træner.
- Til sidst held og lykke til alle i dansk svømning. Jeg kommer til at følge med og håber at det kommer til at gå jer godt. Jeg tror helt sikkert jeg kommer til at møde nogle af jer rundt omkring i verden til diverse stævner.
Mange tak til Stefan for interviewet!
Stefan Hansen ved Dansk Svømme Award, da han modtog prisen som Årets Træner.