Julie Kepp Jensen: ”Jeg skal kvalificere mig til EM og VM for juniorer”
21-03-2017 16:40:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Målet er klart for Julie Kepp Jensen, når hun hopper i vandet til Danish Open om små to uger. Hun skal under kravtiderne til EM og VM Junior.
I forbindelse med afviklingen af Danish Open fra den 1. til den 5. april bringer SvømmeSport i disse dage en masse optaktsinterviews med svømmere og trænere. I dag står den på et lille interview med JGI/A6-svømmeren, der blandt andet fortæller om sine mål for stævnet.
Først og fremmest fortæller hun dog lidt om den forberedelse, der har været og er op til stævnet, der blandt andet har budt på stævne i Belgien og en todages træningslejr. Om den tur fortæller hun følgende:
- Stævnet var en lidt blandet fornøjelse, da jeg lå i meget tung træning. Men det var interessant at få raceanalyser og arbejde på at forbedre detaljer fra indledende til finalerne.
- Den efterfølgende teknikanalyse var virkelig god og brugbar. Det er et fantastisk system, de har dernede, som giver mulighed for at se sin svømning fra rigtig mange vinkler på en gang. At kunne arbejde med analyserne sammen med både sin træner og en dygtig biomekaniker samtidigt giver en unik mulighed for at arbejde med sin teknik.
Efter hjemkomsten fra Belgien er svømmerne så småt begyndt på nedtrapningen frem mod Danish Open, og det samme gælder for Julie, der i øjeblikket er i gang med at finpudse de sidste detaljer.
- Vi er færdige med den hårdeste træning og begynder så småt på nedtrapningen mod Danish Open. Mit fokus er bare at holde mig rask og få de sidste detaljer på plads, fortæller hun.
Som bekendt er der mere på spil ved Danish Open for de mange svømmere end bare placeringer og medaljer, når det blandt andet gælder kvalifikationer til nogle af sæsonens mesterskaber. For Julies vedkommende gælder det kravtiderne til EM og VM for juniorer. De to stævner finder sted i 2017, og netop Danish Open er den perfekte mulighed for at kvalificere sig til begge.
- Mine mål for Danish Open handler kun om at kvalificere mig til EM og VM for juniorer. Placeringerne er ikke vigtige. Det handler kun om at svømme de rigtige tider, fortæller hun.
Da Julie til sidst bliver spurgt ind til, hvad hun synes om stemningen ved et stævne som Danish Open, og hvad hun ser allermest frem til, kommer svarene:
- Det er et dejligt stævne, fordi der er gode forhold og dejlige korte afsnit. Derudover er det altid sjovt med stævner, hvor der er noget på spil for en masse mennesker. Det giver en god stemning, fortæller hun og afslutter:
- Jeg ser allermest frem til at se, hvor jeg er henne i forhold til min træning frem mod sommerens mesterskaber. Derudover ser jeg som altid frem til at være til stævne med mine holdkammerater fra A6!
Mange tak til Julie for interviewet.
På svoem.org kan du finde kravtiderne til både EM og VM for juniorer. De to stævner finder sted henholdsvis i perioden fra den 28. juni til den 2. juli i Israel og fra den 23. til den 28. august i Indianapolis, USA.
Link til udtagelseskriterierne
Du har også mulighed for at smutte forbi SvømmeSports tidligere nyhed om Danish Open, hvori du finder masser af nyttig information om stævnet.
Julie Kepp Jensen. Foto: Patrick Kraemer.