Dansk Juniorrekord søndag formiddag ved Danish Open
02-04-2017 12:02:00:
Af: Nora Thomsen
Sigma Swim Allerøds Josephine Kruse sætter dansk juniorrekord i 100 m brystsvømning.
På andendagen af Danish Open lykkedes det for Sigma Swim Allerøds svømmer, Josephine Kruse, at sætte en flot dansk juniorrekord i indledende 100 m brystsvømning. Josephine sletter her navnesøsteren, Josefine B. Pedersens tidligere juniorrekord, som blev sat i juli måned 2016, og forbedrer tiden med ikke mindre end 84/100 sekunder i tiden 1.09,73.
Et virkelig flot resultat af den unge svømmer fra Sigma Swim, som fortæller til SvømmeSport:
- På de første 50 meter følte jeg, at det gik ret let. Og da jeg vender, opdager jeg, at jeg ligger foran Rikke Møller Pedersen og her tænker jeg, "kan det mon lykkes at svømme en rigtig stærk tid hjem". Men så begynder det at gøre ondt i kroppen. Heldigvis hører jeg på det tidspunkt speakeren sige noget med "...tæt på juniorrekorden"...og så giver det mig en masse energi og pludselig gjorde det slet ikke ondt mere. Jeg fik kæmpe inspiration fra speakeren til at svømme i mål så hurtigt jeg overhovedet kunne, fortæller en glad Josephine Kruse.
Et stort tillykke til Josephine Kruse med det flotte resultat.
Josephine Kruse er ny indehaver af den danske juniorrekord i 100 m brystsvømning.
Med den nye juniorrekordtid slutter Josephine som næsthurtigste i indledende og er dermed klar til finalerne søndag aften.
Tiden er rigeligt under EYOF-kraftid (1.12,82). Her er det Danmarks Idrætsforbund der endeligt udtager holdet på baggrund af Dansk Svømmeunions indstillinger.