”Jeg synes, det er vildt fedt at være udtaget til EJM”
12-04-2017 20:05:00:
Af: Johanne Tolstrup
Mikkel Gadgaard blev udtaget til sommerens EM Junior ved Danish Open i sidste uge. I interviewet her fortæller Mikkel om Danish Open og udtagelsen.
Mikkel Gadgaard fra Esbjerg Svømmeklub er blandt de 15 svømmere, der i sidste weekend ved Danish Open blev udtaget til at repræsentere Danmark ved sommerens EM Junior i Netanya, Israel. I den forbindelse har SvømmeSport fanget Esbjerg-svømmeren til en snak om udtagelsen til mesterskaberne og om Danish Open generelt:
- Jeg synes personligt, at der var mange fede ting ved Danish open. En af de ting, som var helt særligt, var konkurrencen i forhold til andre stævner. Jeg synes, at det var fedt, at man ikke var sikret en A-finale, men at man blev nødt til at svømme stærkt i de indledende løb og altså ligge en solid plan allerede fra morgenstunden af, for at få en god plads i finalen om aftenen, fortæller Mikkel og fortsætter:
- Det var også fedt, at der var gjort mere ud af dette stævne i modsætning til f.eks. Vest-langbane mesterskaber eller andre ”små-stævner”, som der er i løbet af året. Derudover er det mega fedt, at alle svømmere er nedtrappet netop til Danish Open, for man kan virkelig mærkelig, at konkurrencen spidser til og at alle går efter hurtige tider og kvalifikationer til diverse mesterskaber.
For Mikkels vedkommende var Danish Open en blandet fornøjelse, der både bød på gode og mindre gode løb. Mikkel formåede i løbet af mesterskabernes fem stævnedage at kvalificere sig til sommerens EM Junior på både 200 og 400 meter fri, men ikke desto mindre var der også løb, som Esbjerg-svømmeren ikke var tilfreds med:
- Jeg synes, at mit Danish Open har været fyldt med blandede præstationer. Jeg synes, at jeg præsterede godt i 200 fri (EJM-krav) og 200 IM (ikke EJM-krav), men på den anden side ikke så godt i 400 fri (EJM-krav) eller 400 IM (ikke EJM.krav). Jeg ved ikke helt præcist, hvad det skyldes, at jeg ikke præsterede helt optimalt, men jeg føler, at alle mine løb skal forbedres frem mod EJM - og så skal alle tiderne gerne svømmes hurtigere!, uddyber Mikkel og fortsætter:
- Jeg synes, at det er vildt fedt at blive udtaget til EJM - især for 2. år i træk. Det er altid en fornøjelse at repræsentere de røde og hvide farver i udlandet og at stille op for Danmark. Jeg synes, at det er fedt, at jeg viser et højt niveau 2 år i træk, hvilket jeg kun ser som en fordel.
Lige i øjeblikket befinder Mikkel sig i Amsterdam sammen med den resterende del af EM Junior-holdet for at få kickstartet forberedelserne til sommerens mesterskaber:
- Lige nu er jeg på træningslejr med juniorlandsholdet i Amsterdam, hvor vi er taget til for at træne og for at lære de andre svømmere at kende. Det virkelig nyttig, for det er med til at knytte juniorlandsholdet tættere sammen. Ikke nok med at svømmerne lærer hinanden at kende, så er det også et godt springbræt for os svømmere til at komme tættere på de deltagende trænere, og den træner, som skal væres ens ”personlige” træner til EJM til sommer, afslutter Mikkel.
Mange tak til Mikkel for interviewet!
Mikkel Gadgaard, Esbjerg Svømmeklub.