Tekniske færdigheder skaber fundamentet for fremtiden
07-02-2018 21:17:00:
Af: Klaus Bach Christensen
Det er et sjældent syn, hvis Ömer Faruk Benli, der er ansvarlig for tredjeholdet i Helsingør Svømmeklub, ses med et stopur i hånden under en træning.
Danske Årgangsmesterskaber på kortbane blev i weekenden afholdt i samarbejde mellem H2Odense og Dansk Svømmeunion. De ældste årgangssvømmere skulle konkurrere om medaljerne og pokalerne i Syddansk Universitets Svømmehal, mens de yngste årgangssvømmere skulle kæmpe om medley medaljerne og pokalerne for de samlede bedstemands præstationer i Vollsmose Svømmehal. Her var Ömer Faruk Benli, der er ansvarlig træner for K3 i Helsingør Svømmeklub, at finde.
- I Helsingør Svømmeklub bruger vi årgangsmesterskaberne som et skridt på vejen mod vores langsigtede mål om at skabe dygtige seniorsvømmere i et stærkt seniormiljø. Under mesterskabet får svømmerne lov at snuse til det, som der kræves for at være blandt de bedste, og det er egentlig vores primære mål med at deltage i årgangsmesterskaberne, siger Ömer Faruk Benli og uddyber.
- Når det er sagt, er det naturligvis sjovere at være i den gode ende af top 10, end i den kedelige ende af resultatlisten. Det er dog ikke svømmerens tid, som vi fokuserer mest på efter et løb, men i stedet svømmerens tekniske færdigheder, som vi evaluerer.
Helsingør Svømmeklub til Danske Årgangsmesterskaber på kortbane 2017.
Foto: Privatfoto.
Det kan for nogle måske lyde en anelse anderledes, men den 24-årige træner forklarer, at det blot følger den struktur og det system, som Helsingør Svømmeklub er godt på vej med at implementere.
- Mine svømmere ser mig ikke ret tit med et stopur i hånden under en træning. På samme måde kender svømmerne heller ikke ret meget til splittider og frekvenser. Vi har større fokus på det tekniske, og hvordan den enkelte svømmer.
Fundamentet til hele tankegangen skabes allerede i svømmeklubbens nyoprettede medleyskole, som primært henvender sig til svømmere født i årgang 2007-2009. Medleyskolen bruges til at skabe rammerne for, at svømmerne i en tidlig alder lærer svømmefærdigheder såsom at flyde.
- Jens Peter, som kom til for nogle år siden fra Lyngby Svømmeklub, har indført et nyt koncept, som han kalder ’Balancens mester’. Konceptet er inddelt i tre grader og omhandler naturligvis balance. Alle i konkurrenceafdelingen skal igennem konceptets progression, og når svømmeren stiger fra den ene grad til den næste, modtager vedkommende et blåt armbånd, siger Ömer Faruk Benli.
Beviset og præmieringen for sin udvikling modtager svømmerne lørdag morgen, hvor alle konkurrencesvømmere i Helsingør Svømmeklub samlet spiser morgenmad. På den måde kan alle svømmerne følge hinandens udvikling. Fællesarrangementet har også andre positive effekter.
- Personligt synes jeg rigtig godt om eventen. Det er med til at skabe en utrolig god kultur og et stærkt sammenhold på tværs af holdene og svømmerne, som har forskellige aldre. På trænerfronten bruger vi det til at komme rundt at snakke med svømmerne på de forskellige hold og ikke mindst sparre med hinanden, fortæller Ömer Faruk Benli.
Tilbage i oktober indgik Helsingør Svømmeklub, Helsingør Kommune og Dansk Svømmeunion en partnerskabsaftale, som skal løfte talentudviklingen i det nordlige Sjælland ved blandt andet kompetenceudvikling af trænere, udvikling af et drylandkoncept og regionale samlinger. Læs om hele partnerskabsaftalen her.
SvømmeSport takker Ömer Faruk Benli for interviewet.