DM i bassinlivredning
16-04-2018 17:05:30:
Af: Freja Marquardt
Søndag den 22. april afholdes DM i bassinlivredning på Bellahøj Svømmestadion.
Livredningssektionen i Dansk Svømmeunion afholder det Danske Mesterskab i konkurrencelivredning på Bellahøj Svømmestadion søndag den 22. april.
Katrine Zink Leth-Espensen er stævneansvarlig, og hun ser frem til søndagens stævne.
- Konkurrencelivredning er en sjov måde at være aktiv på. Det giver nogle andre udfordringer end man finder i konkurrencesvømningen. Det er helt specielt miljø, fordi der er mange sjove discipliner, og fordi det foregår i svømmehallen og i havet, siger Katrine Zink Leth-Espensen
Du kan læse mere om de forskellige discipliner her.
DM i bassinlivredning er et omfattende stævne at arrangere. Der hører meget udstyr til de fleste discipliner, og måske skal der endda også være forhindringer i vandet. På den måde skiller det sig ud fra et almindeligt svømmestævne, og det har taget lidt tid at få koordineret.
- Der er mesterskabstitler på spil, men stævnet afholdes også for at sætte fokus på sporten. Den er vokset meget igennem de sidste par år, og vi står derfor også og overvejer, om vi måske skal udvide stævnet, så det varer to dage. Det er primært livredningsklubber, som vil deltage til stævnet, men der er efterhånden også en del svømmeklubber, som stiller til start, fordi det er sjov og alternativ træning i sammenligning med de mere almindelige stævner, siger Katrine Zink Leth-Espensen.
Indtil videre vil der være lige omkring 450 starter fordelt på 130 tilmeldte. Men det er dog muligt at eftertilmelde sig helt indtil 24 timer før, hvis man kontakter LISK direkte. Til stævnet er der deltagelse fra Danmark, Sverige og Tyskland.
Stævnet afvikles som et junior (årgang 2003-2000) og senior stævne (årgang 1999 og ældre). Der konkurreres i alle discipliner om det Danske Mesterskab.
Derudover vil der om søndagen også være fire børnediscipliner, og det er et koncept som er udviklet i Danmark.
Alle kan i princippet deltage, men man kan kun kæmpe om mesterskabstitlen, hvis man er medlem i en klub under Dansk Svømmeunion. Tilmeldingsfristen var den 1. april, men eftertilmelding er muligt helt frem til 24 timer før stævnestart, hvis man kontakter LISK direkte.
Du kan læse den officielle indbydelse til DM i bassinlivredning her.
Det er muligt at komme ind og være tilskuer til DM i bassinlivredning. Det foregår som skrevet på Bellahøj Svømmestadion, og der er sikret god og gratis underholdning til hele søndagen.
Tidsplan:
08.00: Opvarmning
09.00: Stævnestart
19.00: Forventet sluttidspunkt.
Program:
Løbs nr.: Disciplin Klasse
1. 200 m forhindringssvømning Damer (senior/junior)
2. 200 m forhindringssvømning Herrer (senior/junior)
3. 50 m forhindring Børn
4. 4x50 m forhindringssvømning Damer (senior/junior)
5. 4x50 m forhindringssvømning Herrer (senior/junior)
15 minutters pause
6. 100 m redning af dukke m torpedo og finner Damer (senior/junior)
7. 100 m redning af dukke m torpedo og finner Herrer (senior/junior)
8. 50 m med redningstorpedo med finner Børn
9. 100 m redningsmedley Damer (senior/junior)
10. 100 m redningsmedley Herrer (senior/junior)
11. 100 m redning af dukke med finner Damer (senior/junior)
12. 100 m redning af dukke med finner Herrer (senior/junior)
30 minutters pause
13. 200 m superlivredder Damer (senior/junior)
14. 200 m superlivredder Herrer (senior/junior)
15. 50 m redning af dukke Damer (senior/junior)
16. 50 m redning af dukke Herrer (senior/junior)
17. 4x50 m med redningstorpedo Børn
18. 4x25 m med redning af dukke Damer (senior/junior)
19. 4x25 m med redning af dukke Herrer (senior/junior)
20. 4x50 m redningsmedley Damer (senior/junior)
21. 4x50 m redningsmedley Herrer (senior/junior)
22. 4x25 m redning af tom dukke Børn
23. Linekast Damer (senior/junior)
24. Linekast Herrer (senior/junior)