Med kunstige knæ Rundt om Christiansborg
25-08-2012: 0
Jørgen Vabbersgaard har deltaget i Christiansborg Rundt alle gange
Jørgen Vabbersgaard har svømmet Christiansborg Rundt siden starten i 2006. Foto: Søren Arildsen
Selv om man har to kunstige knæ, så kan man godt svømme 2000 meter. Det er 77-årige Jørgen Vabbersgaard et levende bevis på. Siden 2006 har han hvert år stillet til start i Christiansborg Rundt.
- Det går ikke så hurrigt, fordi jeg har stål i begge knæ, og benene bare "hænger" nede i vandet, men en sluttid under en time er, hvad jeg sætter næsen op efter, siger pensionisten, som repræsenterer idrætsklubben hos Man Diesel, hvor han er æresmedlem. En klub han startede, den gang firmaet hed B&W Diesel.
Jørgen Vabbersgaard træner flere gange om ugen. Lagunen i Amager Strandpark benyttes flittigt, og også ude ved Charlottenlund Fort har han trænet.
Svømning var ellers ikke Jørgen Vabbersgaards idrætsdisciplin. I mere end tyve år løb han adskillige marathonløb lige fra den Kinesiske Mur over København til Hawaii.
- Nu har jeg fået skiftet knæ tre gange, så løb er det slut med, men jeg gennemførte KMD triathlon for nylig, som bestod af 400 m svømning, 18 km cykling og 4 km løb. Løbeturen blev dog gået med stave, men igennem kom jeg, understreger han.
Jørgen Vabbersgaard er flere gange blevet kåret som ældste deltager i Christiansborg Rundt. Bare ikke i 2010, hvor der dukkede en endnu ældre svømmer op. Og heller ikke i År, hvor han blev overhalet af Sune Frederiksen fra Roskilde Svømning.
Om to uger er Jørgen Vabbersgaard igen i vandet - ved Esrum Sø Open - og mon ikke den gamle maratonkæmpe er at finde, når det i 2013 går løs igen med Christiansborg Rundt - dårlige knæ vil ihvertfald ikke være den skavank, som afholder ham fra at stille til start.
Jørgen Vabbersgaard klar til start. Foto: Søren Arildsen
Af Søren Arildsen