Frans Johannessen til VM i konkurrencelivredning
15-09-2014 11:00:00:
Af: Mette F. Pedersen
I dag rejser Frans Johannessen til Montpellier, Frankrig. Her skal han dyste i VM i konkurrencelivredning 2014.
I morgen går det løs ved VM i konkurrencelivredning i Montpellier, hvor Danmark har syv konkurrencelivreddere med til mesterskaberne.
Heriblandt debutant, Frans Johannessen, som til daglig stiller op for Hvide Sande Livredderklub. Han har ikke nogle konkrete forventninger til mesterskabet, men glæder sig til at gå et spændende uge i møde.
“Mine forventninger til mesterskabet er ikke super høje. Jeg er stadig ny i sporten, og er mest med for at få en masse erfaring, så jeg på sigt kan blive en dygtig konkurrencelivredder” fortæller Frans.
Frans begyndte så sent som i august måned med at dyrke konkurrencelivredning. Han stillede op til DM i Hvide Sande, og vandt en sølvmedalje i surf race og løb-svøm-løb. Dertil vandt han også en bronzemedalje i beach flags.
Frans ser sin baggrund som elitesvømmer som en klar fordel i nye sportsgren. Han vil allerede ved VM kunne være med til at forstærke det danske konkurrencelandshold med sine svømmekompetencer.
Frans blev desuden også for nylig udtaget til senior-bruttotruppen ”The Vikings” indenfor svømning.
I de kommende dage stiller Frans op i følgende discipliner:
Indendørs: 100 m redning med finner/manikin carry, 200 m forhindringssvømning/obstacle swim og 200 m superlivredder/superlifesaver.
Udendørs: surf race og oceanman holdkap/taplin.
Læs mere om de forskellige discipliner indenfor konkurrencelivredning HER
Se programmet for landsholdet på den officielle hjemmeside HER