Mikkel Von Seelen: God stemning i den danske lejr!
05-12-2014 22:00:00:
Af: Mette F. Pedersen
Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel Von Seelen, er godt tilfreds med dagens indsats som bød på en verdensrekord, to VM-medaljer og ét verdensmesterskab.
Fredag eftermiddag vandt Danmark den første guldmedalje ved VM-K i Doha i kvindernes 4x50 meter medley i tiden 1.44,04 minutter. Her slog de samtidig deres egen verdensrekord fra sidste år, som tidligere lød på 1.45,92 minutter.
Foto: Patrick Kraemer
Ingen kæmpe overraskelse..
Sportschef, Mikkel Von Seelen, fortæller i den sammenhæng, at det ikke kom som en kæmpe overraskelse, at pigerne slog verdensrekorden på 4x50 meter medley.
“Jeg er generelt meget tilfreds med dagens indsats. Og en verdensrekord og suveræn sejr til de danske piger – gør det kun endnu bedre. Det var vores egen rekord, så det kom ikke helt bag på mig, at pigerne slog rekorden her til aften. Jeg har selvfølgelig haft en tro på, at pigerne ville kunne svømme hurtigere end de gjorde sidste år” fortæller Mikkel Von Seelen til SvømmeSport.
Blot tre kvarter efter guld-sejren var Jeanette Ottesen i bassinet igen og vandt aftenens anden medalje. Jeanette slog ind som nummer to med en ny dansk rekord på 24,71 - kun overgået af svenske Sarah Sjöström.
“Det var et rigtig fint løb. Hun rammer ikke helt indslaget, hvilket er afgørende på én 50 meter. Men det var endnu engang en klassisk dyst mellem danske Jeanette og svenske Sarah (red. Sjöström). Det er rigtig godt, da der altid er garanti for gode tider. Men det er selvfølgelig ærgerligt, når det ikke er Jeanette, som i sidste ende trækker det længste strå.” fortæller Mikkel til SvømmeSport
Godt tilfreds uden medaljer
Selvom Danmark kun blev nummer fire i kvindernes 4x100 meter fri, så satte de stadig ny dansk og nordisk rekord i tiden 3.29,86. Derfor er Mikkel også rigtig godt tilfreds med pigernes præstation.
“Det var en god holdkap, og pigerne svømmede rigtig godt. Vi må bare erkende, at der også er andre der øver sig på at svømme hurtigt! Der var tre nationer, som var bedre end os i dag. Det må vi tage til efterretning. Holland vandt løbet i en fantastisk ny verdensrekord. USA svømmede også rigtig stærkt og fik andenpladsen, men jeg må indrømme, at jeg var lidt overrasket over at italienerne svømmede så hurtigt, som de gjorde.” forklarer Mikkel til SvømmeSport.
Sportschefen er også meget tilfreds med Mads Glæsner, som også var i aktion fredag aften. Mads svømmede finale i 400 m fri. Her endte han som samlede syver med en tid på 3:39.55.
”Jeg synes, det var nogle fornuftigt løb – både i morges og her til eftermiddag. Mads havde et lidt skuffende EM, som blev ødelagt af sygdom – så det er godt at se, at han er tilbage på sporet. Det var nogle gode løb, han splittede dem fint og så godt svømmende ud. Det bliver spændende at følge ham på de lidt længere løb” fortæller Mikkel til SvømmeSport.
I morgen venter så fjerde konkurrencedag, og der er mere end rigeligt at se frem til. Udover Rikke Møller Pedersens 100 m bryst-finale, så skal flere af de andre danske svømmere også i aktion.
Mie Ø. Nielsen svømmer indledende i 50 meter ryg.
Jeanette Ottesen svømmer indledende i 100 meter butterfly.
Frederik Siem Pedersen svømmer indledende i 100 meter fri.
Pernille Blume og Julie Levisen svømmer indledende i 50 meter fri.
Daniel Skaaning og Chris Christensen svømmer indledende i 100 meter medley.
Se alle resultater på: http://www.omegatiming.com/Sport?sport=aq&year=2014
Officiel hjemmeside: http://www.wscdoha2014.com
Læs mere om VM på kortbane 2014, som løber indtil den 7. december i Doha, her.