Mie Ø. Nielsen: VM var præget af både op- og nedture
19-12-2014 18:00:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Jeg er rigtig glad for det, jeg er kommet hjem med, selvom at jeg gerne ville have haft lidt mere, siger landsholdssvømmeren efter VM på kortbane.
Da Mie Ø. Nielsen vendte hjem fra VM på kortbane tidligere på måneden, var hun ikke bleg for at erkende, at det ikke havde været et stævne, der gik helt, som hun havde ønsket.
- Der har både været op og nedture, synes jeg. Især på holdkapperne er jeg rigtig godt tilfreds med det, vi har præsteret, men i forhold til mine egne personlige løb, måske ikke så meget, siger hun til SvømmeSport efter stævnet.
- Men det går nok. Når jeg ser tilbage på det, er jeg meget godt tilfreds, og jeg er rigtig glad for det, jeg er kommet hjem med, selvom at jeg gerne ville have haft lidt mere, tilføjer hun.
Det blev til hele to gange guld til Mie Ø. Nielsen, da hun sammen med Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume sejrede på medleyholdkapperne – 4x50 m medley og 4x100 m medley.
Den 18-årige svømmer fra Aalborg Svømmeklub måtte dog se sig placeret uden for podiet på sine individuelle løb, hvor hun blandt andet endte som nummer fem på favoritdistancen 100 m ryg – en distance hun tidligere på året tog EM-guld på.
- Til svømning har du gode dage og dårlige dage, så en nedtur kommer selvfølgelig ikke bag på mig. At den så indtraf der er selvfølgelig surt, men det sker for alle svømmere, siger Mie Ø. Nielsen, der ellers var ramt af sygdom op til VM.
- Men det vil jeg ikke bruge som en undskyldning, for det sker for alle. Det har dog selvfølgelig lige sat en stopper for forberedelsen op til VM. Men sådan noget sker en gang i mellem, og det må man tage med.
Holdkap eller ej?
Der var flere finaleafsnit under VM på kortbane, hvor svømmere – blandt andet på grund af det stramme program på blot fem konkurrencedage – havde mere end ét finaleløb inden for få timer. Derfor så man også andre nationer melde pas på holdkapperne for at spare deres svømmeres kræfter i forhold til deres individuelle løb. Men det var ikke tilfældet for Danmark.
Mie Ø. Nielsen køber dog ikke en snak om at vige fra holdkapperne for at sikre overskud til sine individuelle løb:
- Jeg havde ikke nogen individuelle løb på de dag, hvor jeg svømmede holdkapper, så det var ikke fordi, at jeg følte, at de tog opmærksomhed fra mine egne løb eller gav mig grund til at spekulere i, om jeg skulle svømme langsommere på et tidspunkt for at spare kræfter.
- I Danmark går vi virkelig meget op i holdkapper, og selvom at det er en individuel sport, er det bare fedt at stå sammen med andre piger. Jeg er en holdkap-pige, og jeg elsker det – det har jeg gjort, siden jeg var helt lille, siger landsholdssvømmeren.
Læs også "Sportschef: Jeg er godt tilfreds med VM-K 2014" og "MEDIE: VM-overblik: Alle danske medaljer, finaler, rekorder og placeringer"