Økonomi truer Lotte Friis’ ophold i USA
25-02-2015 19:35:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Langdistancesvømmeren er forsat rigtig glad for at bo og træne i USA, men det er en dyr affære, der kan tvinge hende hjem før tid, erkender hun.
Det er hendes plan, at hun skal blive boende i USA og træne hos North Baltimore Aquatic Club (NBAC) indtil OL i Rio løber af stablen i 2016.
Men Lotte Friis, der aldrig har lagt skjul på, at de økonomiske udgifter ved at træne på den anden side af Atlanterhavet er store, fortæller nu til SvømmeSport, at økonomien truer hendes ophold i USA mere end nogensinde før.
- Jeg havde regnet mig frem til, at jeg havde råd til at blive her til 2016, men kursen på den amerikanske dollar er steget helt vildt de seneste måneder, og det koster mig flere tusind kroner om måneden, siger hun og tilføjer:
- Jeg håber, jeg kan skaffe pengene, ellers ryger hele min plan frem mod OL, og det vil bare være super ærgerligt.
Det er kun et par måneder siden, at den 27-årige langdistancesvømmer valgte at skifte sin ungdomsklub, Sigma Swim Allerød, ud med Gentofte Svømmeklub, hvor hun også erkendte, at økonomi havde spillet en rolle i forhold til klubskiftet.
-Når jeg ligger og træner herover i USA, så betaler jeg et pænt stort månedligt beløb af egen lomme for det. Derfor må jeg tage det, der er bedst økonomisk – og det kunne Gentofte tilbyde mig, udtalte Lotte Friis til SvømmeSport tilbage i november.
Det er lidt over et år siden, at hun valgte at rykke teltpælene op og flytte til USA. Foruden en månedlig betaling til klubben koster det hende også to husleje – én i Baltimore, hvor hun bor sammen med to andre svømmere, og én i København, hvor hun deler lejlighed med en veninde. Derudover er rejserne frem og tilbage mellem Danmark og USA også en udgift.
- Men jeg er stadig super glad for at være herovre. I NBAC har vi et meget intenst, elitært, stærkt og konkurrencepræget træningsmiljø med meget dygtige trænere og rigtig gode træningsforhold, siger Lotte Friis og fremhæver sammenholdet svømmerne i mellem:
- Alle på holdet har et fælles mål – nemlig "OL i Rio". Så vi arbejder alle i samme retning, forstår hinanden, støtter hinanden og kæmper med og mod hinanden i hver eneste træningspas, tilføjer hun.
Lotte Friis nyder, at klubben ikke alene tilbyder de optimale træningsmuligheder, men også giver hende rum til at have et ”normalt” liv med eftermiddagstræning overstået allerede klokken 16.
- Jeg har fået nogle rigtig gode venner blandt mine holdkammerater, og jeg synes stadig, at det giver mig en masse at bo i et andet land – nye oplevelser, ny kultur og ny inspiration.
- Så det er klart min drøm og plan at blive herover indtil OL, siger langdistancesvømmeren, der i øjeblikket befinder sig i Colorado Springs på en tre ugers højdetræningslejr.
Læs også ”Lotte Friis skifter til Gentofte Svømmeklub” og "Lotte Friis om klubskifte: Økonomi har spillet ind”