- Jeg er spændt på hvordan resten af mit hold klarer sig
01-11-2012:
Af: Tine Jespersen
Jan Simonsen glæder sig til VM
VM i Australien er Jan Simonsens 2. af slagsen. Han var også med for 2 år siden i Alexandria, hvor han blev nummer 17 i beach flags, ligesom han til DLRG Cup i 2010 blev nummer 3 og i sommer ved de svenske åbne mesterskaber hev en førsteplads i hus. I år er målsætningen at komme i top 10 ved selv samme disciplin til VM. Forberedelserne har dog været plaget en smule af de danske vejrforhold, der har gjort det noget koldt for Jan at træne udendørs på stranden. En aftale med Copenhagen Beachvolley Club og deres opvarmede, indendørs sand satte dog en stopper for det problem, og hjalp Jan rigtig meget.
Til VM burde klimaet dog ikke være et problem: - Jeg glæder mig rigtig meget til varmen, det er enormt surt at træne udenfor i det danske efterår. Desuden bliver det vildt spændende at se, hvor godt stævnet er organiseret og hvor mange tilskuere der kommer. Det er en meget stor sport i Australien.
Jan fremhæver også resten af det danske hold: - Jeg glæder mig vildt meget til at følge de andre deltagere fra det danske hold. Da det ikke er nogle discipliner jeg er god til, er det spændende at se hvordan de klarer sig - og så kan jeg se nogle nye øvelser, som jeg kan tage med tilbage til mit livredningshold i Aalborg.