EKM fredag: Danske svømmere i front
23-11-2012:
Af: Nora Thomsen
Mon ikke det også bliver til medaljer fredag aften?
Kilde: svoem.org
I fredagens indledende afsnit af EM i Chartres er det, ligesom på førstedagen, blevet til flere gode præstationer i kortbanebassinet for de danske svømmere.
I indledende 200 m brystsvømning bliver Rikke Møller Pedersen (Frem Odense/NTC) samlet hurtigste svømmer i tiden 2.20,05. Med mere end to sekunder ned til nummer to må Rikke siges at være stærk medaljefavorit når finalen finder sted senere fredag.
Rikke varmer op til 200 bryst indledende.
Foto: Patrick Kraemer.
Jeanette Ottesen bliver samlet to’er i indledende 50 m butterfly i tiden 25,95. Dermed er Kvik Kastrup/NTC-svømmeren sikkert videre til aftenens semifinale på denne distance.
I herrernes indledende 400 m individuel medley bliver Chris Christensen (Holstebro Svømme Club) noteret for tiden 4.08,65, hvilket resulterer i en samlet sjetteplads, mens Viktor Bromer (Aalborg Svømmeklub) slutter på en samlet ottendeplads i tiden 4.09,89. Begge svømmere er dermed videre til finalen på denne distance senere fredag.
Viktor sætter her en stor personlig rekord med mere end seks sekunder og er nu blot et halvt sekund fra VKM-kravtiden (kravtiden lyder: 4.09,32 ).
I damernes 100 m individuel medley slutter Katrine Holm Sørensen på en samlet 11. plads i tiden 1.01,66. Dermed kan vi glæde os til at følge svømmeren fra Esbjerg Svømmeklub/NTC når semifinalen afvikles senere fredag.
Se alle resultater på www.omegatiming.com
Fredagens finaleafsnit begynder klokken 16.30. Her kan vi opsamlende glæde os til dansk deltagelse i følgende løb:
800 m fri, damer: Lotte Friis, Sigma Swim Allerød/Nice. Finale.
400 m individuel medley, herrer: Chris Christensen, Holstebro Svømme Club, og Viktor Bromer, Aalborg Svømmeklub. Finale.
200 m brystsvømning, damer: Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC. Finale.
100 m fri, damer: Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC, og Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/Nice. Finale.
50 m butterfly, damer: Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC. Semifinale.
100 m individuel medley, damer: Katrine Holm Sørensen, Esbjerg Svømmeklub/NTC. Semifinale.
For yderligere information og kontakt til holdet kan sportschef Mikkel von Seelen kontaktes på mobil: 2920 6160. Mikkel er med holdet i Frankrig.
Dansk Svømmeunion henstiller til, at der under EKM ikke tages direkte kontakt til svømmerne, men at alt mediekontakt til svømmerne går via sportschef Mikkel von Seelen.