Ronnie Dalsgaard i aktion ved VM i Livredning
08-09-2016 19:00:00:
Af: Anna Birkbak
I går startede konkurrencerne for de danske livreddere ved VM i Livredning i Eindhoven og Noordwijk, Holland. Ronnie Dalsgaard var første dansker i aktion - Katrine Zinck er klar til stranden lørdag!
VM i Konkurrecelivredning er i gang, og Danmark er repræsenteret af to livreddere:
- Ronnie Dalsgaard, Klampenborg SLSC
- Katrine Zinck Leth-Espensen, Klampenborg SLSC
I år foregår konkurrencerne i hhv. Eindhoven (pooldelen) og på stranden ved Noordwijk i Holland. Mesterskaberne blev indledt i tirsdags med den større SERC-øvelse, som Danmark dog ikke deltager i grundet for få deltagere.
I går og i dag forløber pool-konkurrencerne, mens der fredag er hviledag, hvorefter havlivredningen skydes igang lørdag og søndag.
I går var Ronnie Dalsgaard i vandet, og her blev det til en samlet 12. plads i disciplinen 100 manikin tow med finner. Tiden var 54.87. Desværre levede finaleløbet ikke op til Ronnies indledende heat, der var klart bedre, idet Ronnie her svømmede 54.21, blot 11/100 fra sin egen danske og nordiske rekord.
Her til aften var Ronnie Dalsgaard så igen med videre til B-finalen fra indledende heats, denne gang i disciplinen 100 manikin carry med finner. Det blev til en samlet 15. plads i 49.20, men desværre levede løbet ligesom i går heller ikke op til det indledende. Her kunne Ronnie dog glæde sig over, at den indledende tid i 48.20 var ny verdensrekord for masters! Samtidig er det også ny dansk og nordisk rekord på distancen - Ronnie sletter sin egen rekord fra 2015 med 36/100.
Stort tillykke til Ronnie Dalsgaard med rekorden!
SvømmeSport har derudover fået fat på Katrine Zinck Leth-Espensen, der fortæller lidt om de kommende dage:
- I morgen er der fridag, hvor vi skal træne på stranden. Lørdag og søndag begynder de udendørs løb. Ronnie stiller op i surfrace, surf ski og oceanman. Jeg deltager i board race, surf ski og oceanwoman, fortæller Katrine.
Vi kan altså glæde os til to spændende dage på stranden i Noordwijk, som de to danskere efterhånden kender godt fra tidligere stævner.
Du kan finde alle resultater fra mesterskaberne her
Besøg desuden hjemmesiden for konkurrencelivredning og de forskellige discipliner på svoem.org
Følg med og se fede videoer på Livredningssport Danmarks Facebook-side
Se alle de danske og nordiske junior- og seniorrekorder for konkurrencelivredning på svoem.org