”Vi er der alle af samme grund, og det er super motiverende”
13-09-2016 11:50:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Signe Bro er et af de nye ansigter på NTC, og hun er utrolig glad for at være blevet en del af holdet.
Fire nye svømmere blev efter sommerferien optaget på NTC, og en af dem er Signe Bro, der oprindeligt kommer fra Lyngby Svømmeklub. Hun glæder sig over at være en del af det professionelle team og ser frem til den kommende tid på det Nationale Træningscenter.
- Jeg synes, at det er super fedt at have fået muligheden for at være i et så professionelt miljø, som det nu er. Man ved, at vi alle er der af samme grund, og det er super motiverende, fortæller Signe og fortsætter om opstarten på NTC:
- Jeg synes lige, at jeg skulle i gang igen efter sommerferien, men det er fedt, at formen kommer tilbage nu, og man igen ser fremgang i sin træning. Jeg vidste godt, at det ville være en smule anderledes, end hvad jeg havde været vant til, men jeg tror, at det handler om at vænne sig til det, og så skal det hele nok gå fint. Vi svømmer en masse ben og arme, så det skal vi nok se fremgang i.
Signe, der har besluttet sig for at gå helhjertet ind i projektet, og hvis træning derfor foregår 100% i Bellahøj, ser samtidig masser af fordele i sine nye svømmekammerater, som hun efterhånden kender ret godt.
- Jeg har et super godt forhold til dem alle sammen. Der er ikke så mange nye ansigter for mig, så det hjælper jo også helt klart. Jeg har også et godt forhold til både Dean og Nick, da jeg har snakket en del med dem før og samtidig trænet i ny og næ på NTC, udtaler hun og fortæller videre om forhåbningerne til træningen på NTC:
- Jeg tror, at det er godt for mig at komme ned og race mod de andre. Der er samtidig en masse specialister, man også kan gøre brug af, der forhåbentligt kan gøre noget godt for mig.
Fremtiden på NTC byder derfor på mange spændende ting for Signe, der blandt andet også er gået fra at være junior til senior i år, så der er en hel masse at se frem til for den unge 99’er.
- Lige nu er det vigtigst for mig at tilpasse mig det nye miljø. Udover det er jeg også blevet senior i år, så der kommer en hel ny stævneplan. Jeg skal træne en hel masse og gøre mig klar til de topninger, der kommer hen af vejen, afslutter Signe.
De tre nye svømmere, udover Signe, på NTC er:
Christina Munkholm, Køge Svømmeklub
Gustav Friberg, Ringsted Svømme Klub
Mathias Rysgaard, Holbæk Svømme Klub
Signe Bro. Foto: Privat.