I den kommende uge går det løs med DM Junior kortbane
06-11-2016 21:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Bellahøj Svømmestadion lægger i den kommende weekend bassin til DM Junior. Find en masse links og informationer om stævnet her.
I løbet af den kommende uge fra den 10. til og med den 13. november afholdes der DM Junior kortbane i Bellahøj Svømmestadion.
Her skal juniorer i årgang 2000, 2001 og 2002 for damer og årgang 1999, 2000 og 2001 for herrer ud og give den gas i hallens 25-meter bassin.
I den forbindelse har SvømmeSport fået fat i Dansk Svømmeunions talentansvarlig Thomas Stub til en lille udtalelse:
- Det bliver spændende at følge fremgangen blandt landets juniorsvømmere – og det gælder både svømmerne omkring det danske juniorlandshold og de svømmere, som ligger lige i periferien og som forhåbentligt kan vise fremgang og svømme sig ind omkring juniorlandsholdets aktiviteter. Fremgang er vigtig for alle – og for mig er det vigtigste, at der er fremgang at spore i miljøerne generelt og blandt de enkelte svømmere.
- Der skal udtages op til 24 svømmere til Nordiske Mesterskaber for junior på kortbane den 9. - 11. december i Kolding. Sidste år var der hård kamp om pladserne og rigtigt mange svømmere, der viste flot og højt niveau. Jeg håber på det samme i år, og at vi kan få alle 24 pladser fyldt op.
Herunder får du den viden om stævnet, som du måtte have brug for.
Første stævnedag skydes allerede i gang torsdag med indledende afsnit klokken 9.30 og finaler klokken 17.00. Også fredagens, lørdagens og søndagens indledende heats og finaleafsnit starter henholdsvis klokken 9.30 og klokken 17.
SvømmeSport følger her på siden op på højdepunkterne fra stævnet, men du har også mulighed for selv at smutte forbi Livetiming.dk, hvor du kan følge alle afsnittene direkte.
Derudover vil vi her på siden de kommende dage bringe et par optaktsinterviews med svømmere og trænere, så husk at følge med!
Yderligere nyttige links:
Vejledende tidsplan indledende afsnit
svoem.org’s aktivitetskalender