Endnu en dansk juniorrekord på tredjedagen ved DJM
12-11-2016 20:30:00:
Af: Johanne Tolstrup
Sigma Swim Birkerøds Thea Blomsterberg har her til aften sat en flot dansk juniorrekord på 200 meter bryst. Læs om rekorden her og om hvad talentansvarlig Thomas Stub fortæller om dagens svømning.
I lørdagens finaleafsnit ved DM Junior viser de danske juniorsvømmere endnu en gang, at der er masser af fart over feltet ved dette års danske juniormesterskaber i Bellahøj Svømmestadion. Lørdagens finale bød på en masse god svømning og det blev også til en imponerende dansk juniorrekord af Thea Blomsterberg fra Sigma Swim Birkerød.
Thea tilbagelagde her til aften de 200 meter bryst i tiden 2.25.41, hvilket er ny dansk juniorrekord med imponerende 2,70 sekunder. Dermed sletter den unge Sigma-svømmer Katrine Holm Sørensens gamle juniorrekord fra 2008, der lød på 2.28.11 og vinder dermed også det danske juniormesterskab på distancen.
Stort tillykke til Thea med den flotte rekord!
Talentansvarlig Thomas Stub fortæller følgende om aftenens finaleafsnit:
- Endnu en god dag med flot svømning og mange gode personlige forbedringer over en bred kam. Bemærkelsesværdigt er i øvrigt, at hele tre drenge klarer kravtiden i 1500 meter fri til de Nordiske Juniormesterskaber – det er længe siden, at vi har haft tre juniordrenge på det niveau på én gang.
I morgen går det løs ved sidstedagen af dette års danske juniormesterskaber og SvømmeSport følger naturligvis med i højdepunkterne derfra. Du kan følge hele stævnedagen direkte her samt se resultater fra alle konkurrencedagene her.
Thea Blomsterberg, Sigma Swim Birkerød.
Foto: Privat.