Team Danmark: Studerende tager flest medaljer
23-01-2017 12:45:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
På Team Danmarks hjemmeside kan man læse nyheden om, at studerende i 2016 tog flest medaljer med hjem samtidig med, at de præsterer bedre på studierne. Det viser en ny analyse fra Aarhus Universitet.
Det passer ikke helt, når man siger, at det svækker præstationerne både at studere og udøve sport på højt plan samtidig. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet foretaget i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
Undersøgelsen viser blandt andet, at 38% af atleterne på det danske OL-hold i 2016 var studerende, og de vandt 58% af medaljerne. Ser man også på VM-medaljerne, vandt de studerende atleter hele 68% af disse i 2016.
Team Danmark samarbejder med 32 uddannelsesinstitutioner rundt om i landet, og direktør Lone Hansen glæder sig over undersøgelsens resultater og udtaler:
- Det er en grundsten i Team Danmarks eliteidrætsmodel, at man som atlet skal have mulighed for at tage en uddannelse. Undersøgelsen viser, at vores model fungerer, og at det er en forkert antagelse, at uddannelse og elitesport blokerer for hinanden. Elitesport og uddannelse går hånd i hånd i Danmark. Det synes jeg, er en god og ordentlig måde at arbejde med eliteidræt på. Vi skal ikke kun være stolte over medaljer og flotte præstationer, men også over, hvordan vi skaber hele mennesker ud af eliteatleter.
Også prorektor på Aarhus Universitet Berit Eika er positiv over resultaterne og udtaler:
- Vi er stolte over, at studerende fra Aarhus Universitet har præsteret så flotte sportslige resultater, samtidig med at de har klaret sig godt på deres uddannelse. De har vist, at hvis man arbejder stenhårdt og får den rette rådgivning, så er det muligt at levere toppræstationer på flere baner samtidig. Det skal være muligt at have høje ambitioner både for sin sportslige karriere og sin erhvervskarriere, og det understøtter vi med Aarhus Universitets dual career-program.
Du kan læse hele nyheden på Team Danmarks hjemmeside.