De første 5000 billetter solgt til EM 2017
08-02-2017 20:15:00:
Af: Johanne Tolstrup
I december løber EM på kortbane af stablen i den splinternye Royal Arena og eventchefen for EM, Mads Bang Aaen, gør her status over billetsalget indtil videre.
Om præcis 307 dage lyder startskuddet til en af de største svømmebegivenheder nogensinde på dansk jord. D. 13. december slår den splinternye Royal Arena i København dørene op for en fantastisk svømmebegivenhed og i den forbindelse har SvømmeSport fanget eventchefen for EM i svømning 2017, Mads Bang Aaen, til et interview om status på billetsalget:
- Billetsalget er kommet rigtig godt fra start, hvilket glæder mig meget. Vi har allerede solgt mere end 5000 billetter, hvilket er 1/5 af det antal billetter, som vi gerne vil sælge i alt. Dette er meget positivt og alt tyder på, at EM i svømning til december bliver noget udover det sædvanlige, fortæller Mads.
- Mange af de danske klubber er allerede begyndt at bakke op i forhold til EM, men der stadig flere klubber rundt omkring i landet, som vi skal have fat i. Vi skal gøre alt hvad vi kan for at få den interne og eksterne del af SvømmeDanmark med til denne begivenhed, uddyber Mads og tilføjer:
- Derudover er vi også i en fase lige nu, hvor vi skal have fat i de udenlandske tilskuere, her tænker vi især på svenskerne og nordmændene, som vi meget gerne vil se i Royal Arena til december. Netop de svenske og de norske tilskuere har forholdsvis nemt ved at komme til København og disse kan, sammen med resten af tilskuerne, uden tvivl bidrage positivt til stemningen ved EM.
Billetsalget går altså forrygende og yderligere har eventet givet de danske klubber muligheden for at få både rabat og VIP-billetter, hvis de vælger af gøre brug af det kick-back-system, som er sat i værk netop med det formål at få de danske svømmeklubber til EM:
- Vi har lavet et kick-back-system, som går ud på, at hvis de danske svømmeklubber sætter EM-banneret på deres hjemmeside, så har klubbernes medlemmer mulighed for at købe billetter hvor 10% af salget går til den respektive klub, ligesom billetsalg via Kick-back-systemet kan skaffe VIP-billetter til klubben. Ønsker ens klub hjælp til at arrangere en klubtur kan EM organisationen hjælpe med dette, således at klubben kan sidde samlet og komme afsted som en stor gruppe, afslutter Mads.
Vil du sikre dig og din klub de bedste billetter til den bedste pris?
Således er billetsalget til EM 2017 kommet rigtig godt fra start og nedenfor kan du danne dig et overblik over hvordan du og din svømmeklub får fat i de bedste billetter til årets svømmefest:
EM Billetmodul
EM Billetmodulet er klubbernes mulighed for at få kick-back på billetsalget samt udløse VIP-billetter via billetsalg gennem klubbens egne kanaler. Dette foregår ved, at klubben modtager et link til billetsalget, som kan knyttes til et banner på deres hjemmeside, og på denne måde kan man spore, hvor meget salg der er genereret fra denne klub. Indtil videre har 11 klubber gjort brug af denne mulighed, og det har genereret kick-back for i alt 29.000 kr. samt udløst 18 VIP-billetter.
EM Gruppeture
EM Gruppeture er klubbernes mulighed for, i samlet flok, at tage til EM. Gruppeturerne giver mulighed for samlet at købe større mængder billetter end det er muligt via www.ticketmaster.dk/swim. Indtil videre har fem klubber købt gruppeture for i alt 235.585,- kr., mens ca. 10 klubber er i gang med at afvikle forsalget til disse.
Hvis du tænker, at din klub kunne have interesse i at blive en del af disse tiltag, bedes du kontakte ansvarlig:
Mads Germer Petersen
30 35 65 57
Du kan læse meget mere om billetsalget her og du kan købe dine billetter direkte via linket her. Yderligere kan du få en fornemmelse af, hvordan EM 2017 kommer til at udfolde sig til december i videoen her.
Vil du vide endnu mere om EM 2017, så smut forbi eurowim’s officielle hjemmeside og følg forberedelserne til den store svømmefest i København på både Facebook og Instagram.
Kort over hvilke klubber, som allerede nu har lagt billet ind til EM 2017.