Fem svømmere under EM-kravene i formiddagens indledende afsnit
11-11-2017 11:09:00:
Af: Klaus Bach Christensen
Svømmerne var klar fra start, og hele fem svømmere svømmede under EM-kravtiderne.
DM Kortbane fungerer i år som udtagelsesstævne til det kommende EM, som afholdes i Royal Arena i december. Halvdelen af mesterskabets stævneafsnit er nu færdigsvømmet, og du finder nedenfor højdepunkterne fra formiddagens indledende afsnit, hvor fem svømmere svømmede hurtigere end kravtiderne til EM.
I stævneafsnittes første løb stillede flere hurtigere herresvømmere op såsom Nicolas Blanch fra Aalborg Svømmeklub og Mikkel-Emil Rosenbom fra Lyngby Svømmeklub. Efter de indledende resultater lader det dog til, at de to sammen med de øvrige finalister skal svømme om sølvmedaljen, da Viktor B. Bromer fra Aalborg Svømmeklub i sikker stil svømmede under EM-kravtiden, der er så hurtig som 1.56.42, som den eneste.
EM-kravtiden i damernes 200 meter fri er 1.59.07, en tid som fem svømmere tidligere har svømmet hurtigere end. I det indledende afsnit var det dog kun Signe Bro fra Triton Ballerup og Laura Glerup Jensen fra H2Odense, som svømmede under kravet. Der er dermed lagt op til en yderst spændende og tæt finale senere i dag.
Med videre til finalen i damernes 50 meter butterfly er den danske juniorrekordindehaver Karoline Barrett fra GTI. Hun svømmede sig videre i tredje hurtigste tid efter Amalie Mikkelsen fra Gladsaxe Svømmeklub og Emilie Beckmann fra Tune I.F. Svømmeafdeling, som vandt 100 meter butterfly i torsdags, og som den eneste svømmede under EM-kravtiden 26.11 i formiddagens indledende afsnit.
Emilie Beckmann svømmede under EM-kravtiden på 50 meter butterfly.
Foto: Patrick Kraemer
I herrernes 50 meter fri svømmede flere store personlige rekorder. En af dem var Frederik Siem Pedersen, som den eneste i formiddagens løb med tiden 21.90 svømmede hurtigere end EM-kravet, som lyder på 22.06. Med kompetent tyrkisk modstand i finalen kan det måske lykkedes for Farum-svømmeren at svømme hurtigere og dermed endnu en gang forbedre sin rekord på distancen inden det kommende EM.
I det næstsidste løb skulle de kvindelige svømmere ud at svømme 200 meter bryst, hvor flere stærke svømmere stillede til start. En af dem var juniorsvømmer Thea Blomsterberg fra Sigma Swim, som i sidste uge var tæt på at forbedre sin danske juniorrekord på distancen til DM Junior. Det lykkedes dog ikke hende eller de andre svømmere at svømme under EM-kravtiden på distancen. Flere af finalisterne har dog personlige rekorder, som er meget tæt på EM-kravet, 2.26.45, så aftenens finale skal nok vise sig at blive nervepirrende.
Glæd dig derudover til at se herresvømmerne konkurrere mod hinanden i 100 meter ryg samt 1500 meter fri, og de kvindelige svømmere svømme om kap i 400 meter medley.
Du finder alle formiddagens resultater ved at klikke her.
Husk også, at du kan følge finaleafsnittet live fra klokken 17.00. Du finder linket ved at klikke her.