Alexander Aslak Nørgaard snupper mesterskabstitlen og EM-kvalifikationstid i tæt finale
11-11-2017 21:10:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
1500 fri finalen for herrer blev lørdag aften noget af en gyser, hvor Alexander Aslak Nørgaard i sidste ende kunne løbe med sejren. Her fortæller han om løbet.
Tredjedagen ved DM i Greve er nu færdigsvømmet, og det blev endnu en dag med flot dansk svømning med flere tider under EM-kravet.
Et af det mest spændende løb under aftenens finaleafsnit må dog siges at være 1500 fri for herrer, hvor Alexander Aslak Nørgaard (Sigma Swim Birkerød) og Óli Mortensen (Hovedstadens Svømmeklub) til det allersidste lå i et meget tæt opgør om sejren. Det blev dog i sidste ende Sigma-svømmeren Alexander, der kunne trække det længste strå og snuppe mesterskabstitlen. Med en flot PR på 15:12.08 svømmede han tilmed langt under det eftertragtede EM-krav.
Det var derfor en yderst tilfreds og glad svømmer, som SvømmeSport fangede i hallen til et interview efter et velafviklet stævneafsnit lørdag aften.
- Det føles helt fantastisk. Det var det, jeg gik efter, så det er en helt fantastisk følelse. Og at jeg så også vandt guldet, det var så fedt. Så jeg er meget tilfreds, udtaler Alexander og fortsætter om sejren og den tætte kamp med Hovedstadens Óli Mortensen, hvor kun 4/100 skilte dem ad.
- Det var ret presset. Det var nok det hårdeste løb, jeg nogensinde har svømmet, da vi lå så tæt. Vi fik virkelig presset hinanden ud til det yderste, så det var en sindssyg følelse.
- Da vi lå der så tæt, så kan man jo tænke ”åh nej, nu kan han jo trække fra mig lige pludselig”, men da han så lå ved siden af mig hele vejen, så var det de sidste 25 meter, der blev en kamp om sejren. Og da jeg så, at jeg havde slået ind først, gik jeg helt amok og råbte op til tilskuerne og var faktisk lige ved at besvime, fordi jeg brugte al min luft, så det var en helt ubeskrivelig følelse, uddyber Alexander smilende.
Alexander viser medaljen frem.
Det var især den eftertragtede EM-billet, som Alexander havde trænet mod og håbede på at kunne opnå ved aftenens finaleløb.
- Fra starten af sæsonen, hvor vi så, at der blev holdt EM i Danmark, og kravtiden var inde for rækkevidde, også for os juniorsvømmere, så var det helt klart, at jeg gik efter det.
- Det er mit første senior-DM det her, så jeg havde ikke lige prøvet den her stemning før. Men det har helt klart givet et ekstra boost, at der er så fed en stemning, fortsætter Alexander om stemningen i hallen og afslutter om den kommende tid frem mod EM, hvor han forhåbentlig kan gøre det endnu bedre:
- Nu skal jeg jo bare tilbage til træning og bevare den gode fart, jeg har i kroppen og så forhåbentlig gøre det endnu bedre til EM.
Mange tak til Alexander for interviewet og stort tillykke med mesterskabstitlen og tiden under EM-kravet.
Du kan se alle resultater fra dagens konkurrencer ved DM via livetiming.dk.