EJM 2012: DJR og mange personlige rekorder
04-07-2012:
Læs om de danske juniorers resultater på førstedagen af stævnet i Antwerpen.
I pigernes 400 im svømmede juniorrekordholderen Julie Aglund Lauridsen, SIGMA SWIM Allerød, sig videre til finalen som nummer fem i tiden 4.53,99. I finalen forbedrede Julie sin egen danske juniorrekord med 4.52,62, hvilket gav hende en syvendeplads. Julie forbedrer her sin egen danske juniorrekord med 83/100 sekunder. Vi ønsker Julie et stort tillykke med rekorden.
I 4 x 100 fri for drenge svømmede det danske hold sig ind på en syvendeplads i indledende med tiden 3.24,78. Dette sikrede dem en plads i finalen, hvor de endnu en gang fik en syvendeplads – denne gang i tiden 3.25,24, hvilket fordelte sig således:
Magnus Westermann, Herlev Svømning: 51,45.
Morten Bak Hansen, JGI/A6: 51,04.
Martin Mathiesen, Hillerød: 51,89.
Daniel Steen Andersen, Horsens: 50,85.
Tre af drengene, alle på nær Martin Mathiesen fra Hillerød, er førsteårs-juniorer. Det bliver således interessant at se, hvordan holdet præsterer ved næste års mesterskaber, hvor disse tre altså fortsat vil være juniorer.
I pigernes indledende 200 fly blev Christina Munkholm noteret for tiden 2.18,79, hvilket resulterede i en samlet 11. plads. I semifinalen formåede Køge-svømmeren at rykke over to sekunder af hendes tid fra indledende og fik en flot femteplads med tiden 2.16,30. Det skal således blive spændende at se, om der er en yderligere forbedring gemt i morgen, torsdag, hvor finalen svømmes. Den gode præstation på 200 fly vidner om god form hos Christina, hvorfor det skal blive spændende at følge hende i 100 fly senere på ugen, hvilket har været det primære fokus ved dette EJM
Læs gårsdagens artikel om Christinas forventninger til stævnet: http://www.svoem.dk/Nyheder/Nyhed/?id=43
Cecilie Holten, Triton Ballerup, svømmede sig, i 50 bryst, videre til semifinalen som nummer ti i tiden 32,96. I semifinalen satte Cecilie en personlig rekord i tiden 32,68, hvilket sikrede hende en finaleplads med syvendehurtigste tid. Cecilie endte i tiden 33,18 som nummer otte i finalen.
Daniel Steen Andersen, Horsens, satte i indledende en personlig rekord i 50 fly i tiden 24,90, hvilket rakte til en samlet 10. plads. I semifinalen blev det til endnu en 10. plads med endnu en personlig rekord – denne gang i tiden 24,75.
For Anna Wermuth, OSK/STO, blev det til en semifinaleplads i pigernes indledende 50 m brystsvømning, da hun her blev noteret for tiden 33,63, hvilket rakte til en samlet 16. plads. I semifinalen sluttede Anna som nummer 15 i tiden 34,05.
Morten Bak Hansen, JGI/A6, satte en stor personlig rekord i indledende 100 m rygsvømning i tiden 57,47. Denne tid sikrede ham en placering som nummer 15 og dermed en semifinale. I semifinalen sluttede danskeren som nummer 16 i tiden 59,59.
Også Julie Levisen, SMUT Terndrup, præsterede en stor flot personlig rekordtid – dette i indledende 100 fri, hvor hun blev noteret for tiden 58,05, og an placering som nummer 26.
I 400 fri satte Mikkel Johansen, VI39/VAT Copenhagen, ligeledes en personlig rekord i tiden 4.01,69, hvilket rakte til en 25. plads.
Alle dagens resultater kan findes her: www.europeanjuniors2012.be/070Results/results.php
SvømmeSport ønsker de danske juniorer held og lykke i morgen, hvor stævnet fortsætter med indledende afsnit klokken 09.00.