Årets DM-vindere på 5 km i åbent vand er fundet
17-06-2018 16:39:00:
Af: Klaus Bach Christensen
Roskilde Fjord dannede rammerne om årets afholdelse af DM på 5 kilometer i åbent vand, der blev svømmet tidligere i dag.
Der er i dag blevet afholdt Danske Mesterskaber på 5 kilometer i åbent vand for senior- og juniorsvømmere. Mesterskabet foregik i Roskilde Fjord ud for Vikingskibsmuseet, hvor Roskilde Svømning og Dansk Svømmeunion stod bag afholdelsen af mesterskabet.
På en rundstrækning i Roskilde Fjord, med to vendepunkter undervejs, skulle åbent vand-svømmerne konkurrere om podieplaceringerne for henholdsvis seniorer og juniorer. Foruden DM-titlen bliver holdet, der skal repræsentere Danmark under LEN-cuppen, (der afholdes i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt) samt et stævne i Paris og London, i år udtaget i dagene efter dagens mesterskab, hvorfor der var flere ting at svømme om under dagens DM.
Til DM i åbent vand bliver der svømmet i følgende aldersklasser:
Juniorer: Årgang 1999 og yngre
Seniorer: Årgang 1998 og ældre
Aldersklasserne gælder begge køn.
Kvinderne (senior) kom i mål med et synligt stykke mellem sig. Det samme var gældende for juniorpigerne. Omvendt var afstanden noget kun tættere mellem podieplaceringerne for herrerne (senior), hvor blot to sekunder skilte vinderen af henholdsvis guld- og bronzemedaljen fra hinanden. Afgørelsen var også tæt mellem juniordrengene, hvor 12 sekunder skilte første- og tredjepladsen.
Podiet for kvinder – senior
1. Lærke Ruby JGI/A6 1.04.24
2. Jackie Gade Aalborg Svømmeklub 1.05.38
3. Anna Brendstrup Roskilde Svømning 1.06.04
Podiet for herrer – senior
1. Mads Holm Nakskov Svømmeklub 59.31
2. Frederik Jessen Lyseng I.F., Svømmeafdeling 59.32
3. Peter Mandrup Madsen Agfs Svømmeafdeling 59.33

Medaljetagerne - senior.
Foto: Jon Langberg.
Podiet for piger – junior
1. Lærke Ruby JGI/A6 1.04.24
2. Anna Brendstrup Roskilde Svømning 1.06.04
3. Helena Berg Wenk Roskilde Svømning 1.07.03
Podiet for drenge – junior
1. Mads Sørensen H2Odense 59.34
2. Dan Izhar-Larsen IHF 59.41
3. Frederik Bojesen A6 59.46

Medaljetagerne - junior.
Foto: Jon Langberg.
Se her alle resultater fra mesterskabet, hvor også du kan gense mesterskabet i forhold til svømmernes GPS-placering i Roskilde Fjord.







