Status fra Nice
25-01-2013:
Af: Anna Birkbak
Lotte Friis er tilbage i de kendte rammer i Nice, Frankrig, og vi har spurgt lidt ind til, hvordan det går.
Ovenpå både et godt VM-K og EM-K i efteråret og vinteren før jul, er Lotte Friis tilbage i Nice for at genoptage træningen frem mod sommerens VM i Barcelona. Vi har haft fat på Lotte for at høre, hvad status er. Læs med herunder:
Har du været sammen med familie og venner hen over jul og nytår?
”Ja, Pernille og jeg var i Danmark små 14 dage. Det var dejligt at være hjemme og være sammen med familie og venner, men også en travl periode med en del aktiviteter, som jeg for længe siden havde sagt ja til at medvirke i.”
Hvordan er det at være tilbage i Nice og komme i gang med træningen igen, ovenpå både et godt EM og VM?
”Det er rigtig godt at være tilbage i Nice og kunne komme i gang med intens træning, uden nogle større afbrydelser. Godt nok har vi et par stævner her i januar. Men i weekenden 12.-13. januar svømmede vi kun 2 af dagene ved stævnet Circuit Golden Lanes, og næste runde foregår på hjemmebane i Nice. Og så er vi nu stort set på plads i vores dejlige lejlighed, der ligger kun 200m fra svømmehallen, 1000m fra centrum/den gamle by i Nice og tæt på flere af vores venner fra Olympic Nice Natation. Vi er nu tre i lejligheden, da vi har fået selskab af Nemo, en lille perserkat.”
Hvad består træningen af i øjeblikket?
”Mange meter og lange serier.”
Hvordan forbereder du dig på at få revanche over Ledecky og de andre hurtige damer i feltet til sommer?
”Hård og fokuseret træning :)”
Mange tak til Lotte for de gode svar. Vi ønsker hende god fornøjelse med den hårde træning og håber på, at hun kan hive metal med hjem fra Barcelona!