Emilie Beckmann svømmer sig til EM-sølv
09-08-2018 17:26:00:
Af: Klaus Bach Christensen
I EM-finalen på 50 meter butterfly lykkedes det Emilie Beckmann at svømme sig til en sølvmedalje.
I et propfyldt Tollcross International Swimming Center lykkedes det torsdag aften Emilie Beckmann fra Tune IF/GTI/NTC at svømme sig til sin første individuelle EM-medalje, på langbane. Det skete i EM-finalen på 50 meter butterfly, som hun havde kvalificeret sig til i fjerdehurtigste tid, 25.86.
Beckmanns glæde over EM-sølvmedaljen taler sit tydelige sprog.
Foto: Patrick B. Kraemer.
I en meget tæt finale slog Beckmann ind i tiden 25.72 - nøjagtig samme tid, som hun havde svømmet i det indledende løb. Tiden var hurtig nok til at sikre hende sølvmedaljen efter svenske Sarah Sjöström, der svømmede 25.16. Umiddelbart efter løbet udtalte den danske sølvvinder.
- Jeg er så glad, for det er min første individuelle EM-medalje på langbane. Jeg tænkte ikke over, hvem jeg svømmede i mod, men kun på at vinde.
Senere på aftenen svømmer Emilie Beckmann endnu en EM-finale. Denne gang som en del af den danske holdkap i 4x100 meter medley.
SvømmeSport ønsker Emilie Beckmann stort tillykke med medaljen!