Dansk Svømmeunion ansætter toptræner på NTC
31-01-2013 09:30:00:
Af: Nora Thomsen
40-årige Shannon Rollason bliver NTC-cheftræner.
Dansk Svømmeunion har i denne uge underskrevet en kontrakt med en australsk toptræner i skikkelse af 40-årige Shannon Rollason til stillingen som cheftræner på det Nationale Træningscenter (NTC) i København.
Shannon Rollason kommer fra en lignende stilling som træner på Australian Institute of Sport, som er det australske svømmeforbunds elitecenter beliggende i Canberra. Shannon stod blandt andet i spidsen for de australske kvinder, som vandt OL-guld ved de Olympiske Lege i London i sommer på 4x100 fri. Den kommende NTC-cheftræner har i det hele taget et imponerende CV med adskillige OL- og VM-medaljer på listen.
Dansk Svømmeunions kommende NTC-cheftræner, Shannon Rollason.
Glæde i Dansk Svømmeunion over ansættelsen af kommende NTC-cheftræner
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, udtaler om nyansættelsen: Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet tiltrække en trænerkapacitet som Shannon. Svømmerne kan være stolte over, at vi har fået en af verdens absolut bedste trænere til landet, for der er ingen tvivl om, at det stærke hold af svømmere, vi råder over i Danmark, har været en afgørende faktor i forhold til at kunne tiltrække en sådan træner-kapacitet. Jeg føler mig helt overbevist om, at NTC går en rigtig positiv udvikling i møde med Shannon ved roret, udtaler sportschef Mikkel von Seelen.
NTC har hjemme på Bellahøj Svømmestadion og er Dansk Svømmeunions træningstilbud til landets bedste svømmere. Shannon bliver derved træner for blandt andet Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen.
Australsk trænerkapacitet vil medvirke til at løfte dansk elitesvømning endnu et niveau
Shannon forklarer selv om sit skifte til dansk svømning: - Danmark har været igennem en positiv udvikling de seneste år. Jeg er dog sikker på, at der er langt til overliggeren endnu, og det bliver rigtig spændende at få lov til at bidrage til denne proces. Med den nye struktur i dansk svømning med både en centertræner og en landstræner, tror jeg, at vi har et rigtig fornuftigt grundlag for at løfte dansk svømning endnu et niveau, vurderer kommende NTC-cheftræner Shannon Rollason.
Cheftrænerens faglige kompetencer og personlighed udgør nøglefaktorer ifølge Team Danmark
Der er ingen tvivl om, at det kommer til at vække genlyd i svømmeverdenen, at Danmark er lykkedes med at rekruttere cheftræneren fra en af verdens stærkeste svømmenationer. Direktør i Team Danmark, Michael Andersen, er heller ikke sen til at udtrykke sin glæde over den nye kompetence, der er tilført dansk svømning: - Det er særdeles positivt at dansk svømning kan tiltrække en international toptræner fra en af verdens allerbedste sportsnationer Australien. Jeg er ikke i tvivl om, at Shannon Rollason kan videreudvikle vores top svømmere frem imod mange gode præstationer ved VM på langbane i Barcelona til sommer, EM på kortbane i Herning i slutningen af 2013 og så naturligvis det langsigtede mål - OL 2016 i Rio. NTC på Bellahøj vil hermed også i de kommende år være det helt afgørende fundament for dansk svømnings internationale succes. Og i den forbindelse er NTC-cheftrænerens faglige kompetencer og personlighed nøglefaktorer for både talenterne og verdensklasse-svømmernes sportslige og menneskelige udvikling, lyder det fra Michael Andersen.
Shannon Rollason er 40 år, gift og far til to børn. Mens Shannon påbegynder sit nye job i Danmark den 1. marts, flytter resten af familien først herop til sommer.
For yderligere information kan sportschef i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, kontaktes på mobil: 2920 6160.