OL: Dag 1, indledende
28-07-2012:
Lørdagens indledende afsnit resulterede i blandt andet en kvalificering til damernes 4x100 m fri holdkap
Med de 30. Olympiske Sommerlege begyndt, er også svømmekonkurrencerne i fuld gang i det olympiske bassin Aquatics Centre. Således har flere af de danske svømmere været i konkurrence fra morgenstunden på førstedagen af de Olympiske Lege i London.
I damernes indledende 4 x 100 m fri holdkap lykkedes det for det danske hold at sætte dansk rekord med 1,39 sekunder i tiden 3.38,09. Tiden rækker til en samlet sjetteplads og dermed en plads i aftenens finale. En flot start for den danske holdkap, der bestod af:
Pernille Blume, SIGMA SWIM Birkerød/NTC: 54,44
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 54,49
Lotte Friis, Herlev/NTC: 55,97
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC: 53,19.
Jeanette præsterer her at sætte sin hidtil hurtigste flyvende tid på denne distance. En virkelig kraftpræstation.
I det første svømmeafsnit lykkedes det for Jeanette Ottesen at tilbagelægge indledende 100 m butterfly i den flotte tid 57,64. Tiden er blot 6/100 sekunder fra Jeanettes danske rekord på distancen. Et rigtig godt løb af danskeren, der slutter på en samlet femteplads i et virkelig stærkt løb, hvor hurtigste svømmer bliver amerikaneren Dana Vollmer, der her præsterer at sætte olympisk rekord i den fjerdebedste tid nogensinde – 56,25.
Endelig var der også dansk/færøsk deltagelse i herrernes indledende 400 m fri, hvor det blev til en rigtig ærgerlig samlet niendeplads for den færøske svømmer, Pal Joensen, i tiden 3.47,36. En ellers godkendt præstation af færingen, men desværre lige præcis ikke nok til at kunne slippe gennem nåleøjet til aftenens finale på denne distance. Blot 1/10 sekunder skilte den færøske svømmer fra en finaleplads.
For Mads Glæsner, VI39/NTC, som også konkurrerede på denne distance, blev det til en samlet 11. plads i tiden 3.48,27.
Se alle resultater på: http://www.london2012.com/