Lotte Friis om klubskifte: Økonomi har spillet ind
05-11-2014 17:30:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Når den 26-årige langdistancesvømmer har valgt at skifte til Gentofte Svømmeklub er det blandt andet et spørgsmål om penge.
Lotte Friis har meddelt, at hun ikke længere svømmer for sin barndomsklub, Sigma Swim Allerød, men i stedet skifter til Gentofte Svømmeklub.
Og det er der en meget simpel årsag til, udtaler hun til SvømmeSport.
- Når jeg ligger og træner herover i USA, så betaler jeg et pænt stort månedligt beløb af egen lomme for det. Derfor må jeg tage det, der er bedst økonomisk – og det kunne Gentofte tilbyde mig.
- Sigma er min klub. Det er der, jeg har lært at svømme og oplevet en masse ting i min karriere, så det er selvfølgelig vemodigt. Men jeg er også rigtig glad for, at Sigma har haft en forståelse for, at økonomien presser, og at de ikke har kunnet tilbyde mig noget, der var bedre, siger den 26-årige landsholdssvømmer.
Lotte Friis forklarer, at det ikke handler om at tjene en masse penge, men kort sagt er et spørgsmål om at have råd til huslejen og træning i USA, som hun flyttede til for et år siden.
- Dem, der ligger inde på NTC, betaler for eksempel ikke noget for det. Men jeg derimod har et pænt stort beløb, som jeg skal have op af egen lomme for at ligge og træne under Bob Bowman herover. Så det er en udgift for mig, siger langdistancesvømmeren og tilføjer:
- Derudover er min husleje herover også noget højere, end den ville have været, hvis jeg boede i Danmark. Og når jeg ikke har nogle sponsorer, der rigtigt kan betale for det, så er jeg nødt til at få hjælp af forskellige, hvor Gentofte Svømmeklub så er hoppet ind over.
Men det er så heller ikke fordi, at Lotte Friis ikke giver noget tilbage til sin nye klub. For når hun er hjemme og skal træne, så vil det finde sted i netop Gentofte Svømmeklub, hvor der så også vil blive rig mulighed for at dele ud af sine erfaringer til de yngre svømmere i klubben.
- Gentofte Svømmeklub er en meget ny og up-coming klub, som har en masse unge talenter, som jeg formentlig skal være mentor for.
- Så hvis de for eksempel har nogle spørgsmål omkring, hvordan ting fungerer og hvordan, man håndterer nogle ting, så kan de spørge mig. Og jeg glæder mig til at være en del af deres rejse mod store internationale mesterskaber, siger Lotte Friis.
Den danske elitesvømmer har tidligere udtalt, at hun drømmer om et job inden for mediebranchen, når hun stopper sin svømmekarriere, men det betyder ikke, at hun vil bryde 100 procent med aqua-verdenen. Tværtimod.
- Jeg synes bare, at det er fedt at få lov til at være en del af de unge talenter, og det har altid været mit mål det her med, at jeg gerne vil sætte mit aftryk på dansk svømning ikke kun med mine resultater, men også den udvikling som dansk svømning forhåbentlig har gennemgået, når jeg en gang trækker mig tilbage, siger Lotte Friis, der dog først skal have både VM på langbane næste år og OL i Rio i 2016 af banen først.
I mellemtiden er det så kun et plus, at når hun er hjemme i Danmark, at hun så træner i en klub, hvor cheftræneren har en forståelse for, hvordan hun træner i USA. Og det gør netop Gentoftes cheftræner Chris Desantis, der selv er amerikaner.
- Han kender til det at træne herovre i USA, hvor der bare er en anden mentalitet. Jeg tror, at det vil hjælpe mig meget med hans tilgang til og forståelse for, hvad jeg skal have i og kan tilbyde til klubben, når jeg er hjemme, siger Lotte Friis.
Læs også ”Lotte Friis skifter til Gentofte Svømmeklub”