Danmark repræsenteret ved VM for juniorer
21-08-2017 11:25:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Fire danske svømmere er udtaget til VM junior, der løber af stablen fra på onsdag i Indianapolis, USA.
Fra den 23. til og med den 28. august afvikles VM for juniorer i Indianapolis i USA. Det er sjette gang, at stævnet afholdes, men det er første gang, at der vil være dansk deltagelse ved mesterskabet. Som en forsøgsordning stiller Danmark nemlig med et hold bestående af 4 juniorer.
De fire udtagne svømmere er:
Cecilie Wiuff, Herlev Svømning
Julie Kepp Jensen, A6
Mia Steen Duus, Sigma Swim Birkerød
Victoria Bierre, Gladsaxe Svømmeklub
Dansk Svømmeunions talentansvarlige Thomas Stub ser frem til mesterskabet, der skal give de fire juniorer erfaring på et højt internationalt niveau og på bedst mulig vis skal forberede dem til en kommende karriere som seniorer.
- Mange svømmenationer har efterhånden tilsluttet sig FINA's VM-stævne for juniorsvømmere, og sportsafdelingen besluttede på et tidligt tidspunkt, at Danmark også skulle deltage i 2017. Deltagelsen i VM junior skal ses som en forsøgsordning i 2017, hvor målet er at få nogle erfaringer med deltagelse på det højst tænkelige juniorniveau. Afgørende for den danske deltagelse er det, at svømmerne er konkurrencedygtige og kan kvalificere sig til semifinaler og finaler og på den måde opnå erfaring med et svømmemæssigt niveau, der er højere end EM junior. Overordnet set handler det hele jo om at ruste landets bedste juniorer bedst muligt til en fremtidig seniorkarriere, udtaler Thomas Stub.
Du kan læse meget mere om udtalelsen af de fire svømmere samt formålet med deltagelsen i SvømmeSports tidligere nyhed.
Derudover kan du få mere information om stævnet på FINA’s hjemmeside, hvor blandt andet program og nyheder kan findes.
Resultater kan følges på omegatiming.com, når stævnet er i gang.