Gode præstationer af Laura Valore ved EM Junior i udspring
01-07-2019 14:50:00:
Af: Nora Thomsen
Særligt på 3m sprang danskeren fra Hovedstadens Svømmeklub en fremragende konkurrence.
I den forgangne uge blev der afholdt Europamesterskaberne i udspring for juniorer i Kazan, Rusland - med dansk deltagelse af Laura Valore fra Hovedstadens Svømmeklub/HSK. Med i Kazan var også Lauras træner Marianne Hern.
Det europæiske niveau i udspring er meget højt, og det var derfor nogle spændende konkurrencer, hvor der virkelig skulle springes optimalt for at være med om finalepladserne.
Fredag sprang Laura 1m og gjorde en udmærket indsats. Laura havde samme sværhedsgrad i sine spring som de andre i konkurrencen, og størstedelen af feltet lå meget tæt gennem de i alt ni runder. Laura udførte nogle meget smukke spring, men missede desværre også et par. Med pointscoren 307,7 sluttede danskeren som nummer 16 blot fem point fra en finaleplads.
Laura Valore klar på 3m søndag i Kazan.
På sidstedagen af mesterskaberne, søndag, deltog Laura i konkurrencerne på 3m. Laura lå her noget under på sværhedsgrad i forhold til de fleste i feltet, og der skulle derfor springes optimalt for at være med i kampen. Laura sprang en fremragende konkurrence, og satte otte ud af ni spring flot i vandet. I en så stærk konkurrence, skulle der dog bruges ni gode spring for at gå videre, og Laura placerede sig på en 14. plads med 335,35 point - 10 point fra finalen. En stærk indsats, som Laura kan være stolt af.
Med ovenstående præstationer har Laura afsluttet sin tid som deltager ved EM for juniorer. Tre gange har Laura deltaget ved Europamesterskaberne i udspring for juniorer. Fra januar 2020 bliver Laura senior udspringer.
Det er en tilfreds træner og ikke mindst springer, der drager hjem fra det russiske med en masse oplevelser og erfaring i bagagen.
En glad dansker oven på mesterskabernes resultater. Forud venter sommerferien og efter jul en ny tid som senior.
- Jeg glæder mig til næste sæson, hvor vi skal arbejde videre med nogle sværere spring på 3m, og så håber jeg selvfølgelig på at kunne kvalificere mig til senior-EM næste år, men feltet i Europa er stærkt, så vi får se, udtaler Laura Valore fra Kazan.
Der er dermed et spændende år i vente for den danske udspringer fra HSK. Først venter dog en velfortjent sommerferie.