Nyheder
Alt nyt fra svømmeverdenen ...
Aktiviteter
Nationale og internationale stævner og konkurrencer ...
Videoarkiv
Se SvømmeSports videoer her ...
Nyhedsarkiv
Alle SvømmeSports nyheder fremgår her ...

Velkommen til SvømmeSport

SvømmeSport er sat i søen med det formål at kunne tilbyde alle, der interesserer sig for elitesvømning, åbent vand-svømning, eliteudspring og konkurrencelivredning, mulighed for at følge med i de væsentligste nyheder på området – et og samme sted.
 

Hvad synes du om sitet?

SvømmeSports hjemmeside ejes og driftes af Dansk Svømmeunion. Kommentarer til sitet er altid velkomne. Send dine kommentarer til journalister@svoem.dk

 Kommende aktiviteter

22
November
2019
23
November
2019

EM-kortbane Glasgow

 

NM kortbane Færøerne 

 

Tekst
Tekst


Afgørelsens time om EM-udtagelser ved DM på kortbane i Esbjerg 7.-10. november


06-11-2019 09:28:00:
Af: Nora Thomsen

Svømmere fra 58 danske klubber har meldt deres ankomst ved DM på kortbane i Svømmestadion Danmark.


Har du lyst til at opleve nogle af Danmarks stærkeste seniorsvømmere i intern konkurrence om DM-kortbane titler? Så får du chancen fra torsdag den 7. november til og med søndag den 10. november i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Her afholder Dansk Svømmeunion i samarbejde med Esbjerg Svømmeklub Danmarksmesterskaber på kortbane 2019 i åben klasse.

350 svømmere fra en bred vifte af landets klubber vil være klar ved startskamlerne over de fire konkurrencedage. Mesterskaberne er åbne, hvilket betyder, at også svømmere fra udlandet kan stille op. I den forbindelse har det tyrkiske svømmeforbund valgt at tilmelde 17 af sine landsholdssvømmere, som kommer til at give de danske deltagere kamp til stregen. Også svømmere fra Slovakiet og en enkelt svømmer fra henholdsvis Tjekkiet, Østrig og USA vil være at følge i kortbanebassinet de kommende dage.

Fokus på både mesterskabstitler og opnåelse af kravtider til EM og NM
For rigtig mange af svømmerne er mesterskabet en ideel mulighed for at løfte deres sportslige niveau på kortbane samtidig med, at der er fokus på mesterskabsplaceringerne, hvor der vil være en intens konkurrence om først og fremmest podieplaceringerne såvel individuelt som i holdkapper og dernæst som klub/startfællesskab i den samlede klubkonkurrence.

Landstræner i Dansk Svømmeunion, Stefan Hansen, ser frem til mesterskaberne, hvor svømmerne skal stå deres prøve og forhåbentlig vil opnå et godt udbytte af måneders målrettede træning.

- Jeg glæder mig til, at hele den danske svømme-elite skal samles og konkurrere i Esbjerg, og jeg håber, at komme til at se en masse vilje, gejst og toppræstationer i bassinet, udtaler Stefan Hansen.

En række af mesterskabernes hurtigste svømmere vil have deres fokus på opnåelse af EM kortbane-kravtider og dermed muligheden for at blive udtaget til disse mesterskaber, som afholdes i Glasgow, Skotland, i perioden 4.-8. december.
 
Om Europamesterskaberne på kortbane udtaler Dansk Svømmeunions landstræner Stefan Hansen:

- Jeg har en forventning om, at vi kan sende et stort og slagkraftigt mandskab afsted til EM på kortbane. På nuværende tidspunkt har vi allerede de tre VM-finalister Pernille Blume (Sigma Swim), Jeanette Ottesen (Farum Svømmeklub) og Alexander Aslak Nørgaard (Sigma Swim) kvalificeret, da de er forhåndsudtaget på grund af deres præstationer ved sommerens VM i Sydkorea.

Kravtider til EM 2019

For en anden gruppe af svømmere er det derimod NM på kortbane, som fylder i bevidstheden under DM i Esbjerg. De Nordiske Mesterskaber afholdes i Thorshavn, Færøerne, i perioden 29. november – 1. december og de svømmere, som skal repræsentere Danmark dér bliver udtaget på baggrund af resultater opnået under DM på kortbane i Esbjerg. Op til otte svømmere vil blive udtaget til mesterskaberne.

Kravtider til NM 2019

Såvel EM-holdet som NM-holdet vil blive udtaget og præsenteret søndag aften i Svømmestadion Danmark i direkte forlængelse af DM på kortbane.

Afbud fra tre svømmeprofiler
Det bliver desværre ikke muligt at opleve svømmerne Pernille Blume (Sigma Swim), Jeanette Ottesen (Farum Svømmeklub) og Anton Ørskov Ipsen (Sigma Swim) i konkurrence ved kortbane-mesterskaberne i Svømmestadion Danmark de kommende dage. De tre svømmere har i stedet indgået individuelle aftaler med Dansk Svømmeunion om den kommende periodes trænings- og stævneforløb.

- Pernille Blume, Jeanette Ottesen og Anton Ørskov Ipsen stiller ikke til start ved dette års DM på kortbane. Vi har sammen truffet gode sportslige beslutninger, som understøtter hver enkelt på vejen frem mod sæsonens mål, fortæller Stefan Hansen.

Program for DM på kortbane 2019
Danmarksmesterskaberne på kortbane 2019 afholdes i Svømmestadion Danmark (Gammel Vardevej 60, 6700 Esbjerg)  torsdag – søndag den 7.-10. november.
Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00.

Startliste til DM kortbane

Følg mesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnår du naturligvis ved at møde op i Svømmestadion Danmark og mærke stemningen, når der kæmpes om opnåelse af kravtider og topplaceringer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også den mulighed at følge slagets gang via livetiming samt via streaming på SuperLive (enten via livetiming.dk eller app’en ”LiveTiming”).

Der er fri adgang til mesterskaberne i Svømmestadion Danmark. Kig’ forbi og oplev dansk elitesvømning, når det er allerbedst.

Presseakkreditering påkrævet under DM på kortbane
Alt presse skal akkrediteres ved ankomst til svømmehallen (journalister og fotografer). Dette sker ved henvendelse i sekretariatet hos stævneledelsen.

Kontaktpersoner
Under DM på kortbane er stævnets pressekontakt Esbjerg Svømmeklubs klubchef, Martin Duedahl, mobil: 22 73 69 64.

Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60.
For spørgsmål vedrørende udtagelser til internationale mesterskaber kan Dansk Svømmeunions landstræner, Stefan Hansen, kontaktes på mobil: 29 31 10 27.


DM på kortbane afholdes i samarbejde mellem Esbjerg Svømmeklub og Dansk Svømmeunion. 





Tags: DMK 2019, DMK

Se de seneste nyheder

15-11-2019 19:40:00

Dansk Svømmeunion kan i dag præsentere det træner- og lederteam, som skal understøtte de 23 udtagne danske svømmere ved EM på kortbane i Glasgow til december.

 
15-11-2019 09:30:00

Vinderen bliver afsløret ved den årlige sportsgalla ’Sport 2019’ i Jyske Bank BOXEN i Herning den 4. januar. 

 
10-11-2019 21:51:00

Fire aktive dage i bassinet i Esbjerg er afsluttet med udtagelse af 23 svømmere til EM på kortbane samt otte svømmere til NM på kortbane.

 
08-11-2019 18:07:00

Den tidligere elitesvømmer er i dag indehaver af rekorden i at være verdensrekordholder.

 
07-11-2019 07:50:00

De kommende Årgangstræner- og Børnetræneruddannelser har frist for tilmelding henholdsvis den 18. december for Årgangstræneruddannelsen og 11. december for Børnetræneruddannelse.