”I 2017 ser jeg mest frem til at komme tilbage på sporet”
12-01-2017 20:50:00:
Af: Johanne Tolstrup
For Sarah Bro var 2016 et år, som bød på både op- og nedture og Sarah fortæller her lidt om år 2016, om opstarten på år 2017 og om forventningerne til det nye NTC-trænerteam.
Sarah Bro (Holbæk Svømmeklub/NTC) har i løbet af det forgange år deltaget i mange store internationale stævner og seneste repræsenterede hun Danmark ved VM på kortbane i Windsor, Canada tilbage i starten af december sidste år. SvømmeSport har fanget Sarah til en snak om op- og nedture i løbet af 2016, om året, der venter i 2017 og forventningerne til det nye NTC-setup, som allerede er kørt i stilling i Bellahøj. Især opstarten på NTC efter nytår har givet Sarah en god start på det nye år, hvor både trænere og svømmere har fundet sig godt til rette:
- Det har været en rigtig god opstart på NTC. Vi har været i gang med vores nye trænerteam i 1,5 uge nu, så alt er stadig nyt og spændende. Her i opstarten har vi lavet en masse tests og teknisk arbejde, så trænerne har kunne danne sig et overblik over hvor vi er. Derudover er dynamikken på holdet virkelig god, så det er sjovt at komme til træning hver dag, fortæller Sarah.
Det nye trænerteam på NTC bestående af hollandske Martin Truijens og danske Mads Bjørn Hansen kommer til at have en afgørende betydning for NTC-svømmernes træning den næste lange periode og Sarah ser i den grad frem til det fremtidige samarbejde med de erfarne og rutinerede kræfter:
- Jeg tror, at de to nye trænere kan bidrage med en masse til min udvikling. De er begge to enormt veluddannede og ved rigtig meget om svømning - så jeg regner med at de kan "uddanne" og lære mig en masse om min svømning. Jeg har rigtig meget at lære teknisk, og det er jeg sikker på, at de kan hjælpe mig med. Derudover håber, og ved jeg, at de kan bidrage med en masse hård træning og sjove stunder, fortæller Sarah.
2017 bliver et år, som kommer til at byde på mange spænende mesterskaber og arrangementer, men for Sarah er det vigtigste lige nu, at der kommer ro og kontinuitet ind i træningen:
- I 2017 ser jeg mest frem til at "komme tilbage på sporet" efter et halvturbulent sidste halvår af 2016. Jeg glæder mig til at få noget kontinuitet i min træning og arbejde hårdt og fokuseret - dog hvor jeg har mig selv med hele vejen, fortæller Sarah.
For Sarah vedkommende kommer de næste måneder til at byde på en masse god træning, således at Holbæk-svømmeren er fuldstændig klar, når det til foråret og sommer går løs ved de første store mesterskaber:
- De kommende måneder skal jeg tilbage i top tunet form, både fysisk og mentalt, og derudover skal vi på træningslejr til Sydafrika og til et par stævner i starten af marts. Men aller vigtigst skal jeg lære det "nye" hold og nye trænerteam meget bedre at kende. Jeg glæder mig!, afslutter Sarah.
Mange tak til Sarah for interviewet!
Sarag Bro, Holbæk Svømmeklub.
Foto: Patrick Kraemer.