7 millimeter | Nordjysk svømmebassin er klar til at huse mesterskaber
21-04-2020 09:16:51:
Af: Klaus Bach Christensen
Bassinet i Nørresundby Idrætscenter er nu udvidet og måler nøjagtigt 50 meter.
Tredje gang er lykkens gang.
Nørresundby Idrætscenter har to gange tidligere prøvet at renovere sit bassin med henblik på at udvide svømmebassinet, så det præcist måler 50 meter. Nu er den mission lykkes.
- Dagen efter statsministerens pressemøde, hvor hun lukkede landet ned, tog vi en hurtig beslutning om at tømme bassinet for vand, så vi kunne gennemføre en længe ønsket bassinudvidelse på syv millimeter, siger centerdirektør i Nørresundby Idrætscenter Lars Dam Møller og uddyber.
- Vi er meget glade for, at renoveringen nu er gennemført. Vi ser os selv som en professionel institution, så vi er stolte over, at vi nu kan tilbyde et komplet produkt for vores gæster, der ønsker at benytte vores faciliteter til eksempelvis danske mesterskaber i svømning.
Nu kan der svømmes officelle rekorder i Svømmeland.
Foto: Nørresundby Idrætscenter.
Klik her og se TV2 Nords videoindslag af renoveringen.
Sammen med Nord Svømmeklub er Aalborg Svømmeklub en af de to svømmeklubber, der har mange ugentlige træningspas i Nørresundby Idrætscenters Svømmeland. Derfor vækker bassinudvidelsen naturligvis også glæde hos formand i Aalborg Svømmeklub John Larsen.
- Det er utrolig vigtigt, at bassinet nu måler de eksakte 50 meter – ikke kun for Aalborg Svømmeklub men for hele det nordjyske svømmemiljø. Sammen med Nørresundby Idrætscenter kan vi i fremtiden byde ind på afholdelsen af nationale mesterskaber, hvilket gør udgifterne til mesterskabsdeltagelse mindre for en lang række nordjyske svømmeklubber, siger John Larsen.
Faciliteterne omkring Nørresundby Idrætscenter gør det ifølge John Larsen også oplagt at afholde større mesterskaber i det nyrenoverede bassin.
- Idrætscenteret tilbyder overnatning, bespisning og ophold under et og samme tag, hvilket er nogle ret eminente forhold. Det er muligt at afholde mesterskaber her alle årets dage, og vi glæder os til at byde vores medlemmer og resten af SvømmeDanmark inden for, når sundhedssituationen igen tillader det, siger John Larsen.
John Larsen skriver kontrakt med Bjørn Sørensen, som fra næste sæson er ny cheftræner i Aalborg Svømmeklub.
Foto: Aalborg Svømmeklub.
Næste programsatte mesterskab i Nørresundby Idrætscenter er DM Årgang Langbane 2020.