NÅM er ”læring i et langsigtet perspektiv”
12-07-2013 10:49:58:
Af: Anna Birkbak
I morgen går det løs på Island. Få et par kommentarer om forventninger fra Stefan Hansen her.
Da de bedste årgangssvømmere fra gruppe 1 var samlet til de Danske Årgangsmesterskaber i sidste uge, der blev afviklet under DM-L i Bellahøj, var det med et større stævne in mente.
For i denne weekend venter de Nordiske Årgangsmesterskaber, der for den unge gruppe af svømmere har større betydning for deres videre svømmekarriere og drømme.
NÅM-svømmerne var derfor ikke indstillet på at toppe 100% ved DÅM, men mange af dem svømmede hurtige tider alligevel. Det mener Stefan Hansen fra Gentofte Svømmeklub (og kommende assisterende NTC-træner). Læs med her:
Der har lige været DÅM for gr. 1 i forbindelse med DM-L. Hvad betyder det for deltagerne i NÅM i forhold til topning og vilje til at vinde?
”Jeg synes at, NÅM svømmerne viste god form under DÅM i sidste uge, og jeg fornemmede samtidigt på svømmerne, at de glæder sig rigtigt meget til NÅM. De virker alle sammen til at være sultne og tændte på at levere gode resultater på Island. Jeg regner ikke med, at det får noget betydning for NÅM-holdet, at de lige har svømmet DÅM. Det handler selvfølgelig om at være i god form, og samtidigt handler det om at være sulten, men det er jeg helt sikker på alle er.”
Så hvilke forventninger har du til niveauet hos vores egne svømmere og til mesterskabet generelt?
”For den her gruppe svømmere er det deres første internationale mesterskab med landsholdet, og det betyder at de fleste er spændte og lidt nervøse, men det skal vi nok hjælpe svømmerne igennem.
Jeg har generelt store forventninger til de svømmere, som stiller op for Danmark. Alle svømmerne er helt toppede til dette stævne. Vi skal have skabt en god stemning i truppen fra starten, og så skal svømmerne ud og levere personlige rekorder.
Jeg synes, at NÅM er et rigtigt godt stævne, som giver årgangssvømmerne en god mulighed for at komme ud og konkurrere med svømmere, som de ikke kender. Samtidig er det første skridt på vejen i processen mod at blive en international svømmer, og den viden som svømmerne tilegner sig her, skal de i de kommende år bygge videre på.
I år kommer Norge desværre ikke med nogle svømmere, og det er rigtigt ærgerligt for konkurrencen. Men det ændrer ikke på vores fokus i forhold til mesterskabet, som er læring i et langsigtet perspektiv, og mens konkurrencen kører skal svømmerne ud og levere resultater i form at gode tider og medaljer.”
Mange tak til Stefan for de mange kommentarer. Vi ønsker ham og hele truppen held og lykke på Island.