Jon Langberg er Årets Årgangs-/Juniortræner 2018
13-04-2018 18:51:00:
Af: Klaus Bach Christensen
Til stående klapsalver i Bellahøj Svømmestadion blev A6-træneren hædret for prisen og titlen som Årets Årgangs-/Juniortræner.
De seneste to år har Dansk Svømmeunion og Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS) afholdt Dansk Svømme Award. I år bliver hæderseventet ikke afholdt, men det betyder naturligvis ikke, at priserne som blandt andet Årets Kvinde- og Herresvømmer ikke skal uddeles.
Fredag aften blev den første pris overrakt til Danish Open, hvilket var prisen som Årets Årgangs-/Juniortræner. Prisen blev overrakt af formand for DSTS, René Thomsen, som udtalte, at prisen i år blandt andet blev vundet på baggrund af flere års juniorresultater svømmet på den absolut største scene. Derfor var det da også en tilfreds og smilende Jon Langberg, som umiddelbart efter ceremonien udtalte.
- Det betyder rigtig meget for mig, og særligt fordi jeg vinder en pris, som mine kollegaer rundt omkring i det danske svømmemiljø synes, jeg skulle vinde eftersom de har stemt på mig. Prisen kunne jeg ikke have vundet uden mine svømmere, for det er jo i sidste ende deres resultater, som jeg er indstillet på grund af.
Jon Langberg er Årets Årgangs-/Juniortræner 2018. Ved hans side står Årets Træner Winnie Faber.
Copyright: Jesper Nielsen - STTFOTO
I løbet af 2017 blev en af Jon Langbergs svømmere, Julie Kepp Jensen, nummer fem til VM for juniorer på 50 meter fri, mens hun til EM for juniorer vandt en flot sølvmedalje på samme distance. Julie Kepp Jensen er nu blevet seniorsvømmer, og Jon Langberg glæder sig til at arbejde videre med sin nye seniorsvømmer og sine andre svømmere.
- Nu handler det om at få holdet klar til DM. Der skal den naturligvis gave fuld gas, og jeg ser meget frem til de næste måneders arbejde med mine svømmere. For Julies vedkommende handler det om at videreføre de gode takter, som hun viste til EM i Royal Arena, når hun skal til EM senere på sommeren, siger Jon Langberg og uddyber om sine fremtidige trænerambitioner.
- Det er et stort skulderklap at blive anerkendt for mine kompetencer og resutater som juniortræner. Nu handler det om at opnå samme resultater som seniortræner.
Winnie Faber, der er cheftræner i H2Odense, vandt prisen som Årets Træner. Det er første gang, at en kvinde har modtaget denne pris. Du kan læse mere om hendes reaktion ovenpå ceremonien her.