Juniorlandsholdet slutter sig til Great Danes og Vikings i Luxembourg
28-01-2016 10:30:00:
Af: Anna Birkbak
Femten af Danmarks bedste juniorer skal konkurrere ved Euro Meet denne weekend.
European Tour får en dansk opgradering, når et hold skarpe juniorsvømmere fra i morgen og frem til søndag slutter sig til den danske senior-trup fra hhv. Great Danes og The Vikings, der indledte touren sidste weekend.
Således kan følgende svømmere se frem til at skulle finde langbaneformen igen, når det går løs ved Euro Meet i Luxembourg 29.-31. januar:
Andreas Kaas Elmgreen, Lyngby Svømmeklub
Emily Gantriis, Helsinge Svømmeklub
Johan Bragason, Vallensbæk IF Af 1939
Josefine B. Pedersen, VAT Copenhagen-MK31
Josephine Holm, Svømmeklubben Kvik, Kastrup
Julie Kepp Jensen, A6 (også med som en del af The Vikings)
Katrine Bukh Villesen, Thisted Svømmeklub
Merete Toft Jensen, Holstebro Svømme Club
Mikkel Gadgaard, Esbjerg Svømmeklub
Mikkel-Emil Rosenbom, Lyngby Svømmeklub
Signe Bro, Lyngby Svømmeklub
Simon Lundby Pedersen, Esbjerg Svømmeklub
Tobias B. Bjerg, Agfs Svømmeafdeling
Trine Kjøngerskov, Herning Svømmeklub
Victoria Bierre, Gladsaxe Idræts Forening
Der bliver altså masser af dansk svømning ved Euro Meet, som du kan læse mere om i SvømmeSports nyhed fra i går.
Derudover har vi talt med talentansvarlig Thomas Stub om svømmernes fokus denne weekend. Læs med herunder:
Hvad er fokus for juniorerne ved dette stærke langbanestævne?
- Det overordnede formål med deltagelsen i Euro Meet er at blive eksponeret for international konkurrence på højeste niveau. Feltet til Euro Meet er traditionelt meget stærkt, og i år er bestemt ingen undtagelse – måske snarere tværtimod.
- Juniorsvømmerne skal være helt oppe på mærkerne om morgenen for at få en plads i aftenens finaler, og det er god læring i forhold til fremtidige internationale mesterskaber – og det er uanset, om vi taler om EM for juniorer til sommer eller andre fremtidige internationale seniormesterskaber.
- I forbindelse med Euro Meet skal juniorlandsholdet arbejde med aktiv restitution som tema. Det betyder, at vi vil monitorere svømmernes laktat umiddelbart efter deres konkurrencer og efter en specifik afsvømningsprotokol. Det vil give svømmerne en ide om, hvordan de kan bruge deres afsvømning som et effektivt redskab til at restituere forud for næste løb, aftenens finale eller næste stævnedag.
Er der noget særligt som gør stævnet attraktivt for junior-svømmere? Junior-finaler f.eks.?
- Der er ingen juniorfinaler, så juniorerne er oppe imod seniorerne og vil derfor blive matchet på et højt niveau.
Er der noget på spil for truppen, eller hvad ser du mest som udfordringen?
- Der er ingen kvalifikationer på spil for juniorerne i forbindelse med Euro Meet, så stævnet skal mere ses som et forberedelsesstævne frem imod Danish Open i april, hvor der skal svømmes om kvalifikation til EM for juniorer. Svømmerne vil således heller ikke være formtoppede til Euro Meet.
Mange tak til Thomas Stub.
Vi vil her på siden følge op på stævnet henover weekenden!







